Soundtrack til en midtvejskrise

Ingen overraskelser

Tidligere Megadeth-bassist David Ellefson og den efterhånden legendariske rock-nomade, sanger Jeff Scott Soto, slog pjalterne sammen for nogle år siden og udgav i 2022 albummet Vacation in the Underworld. Det var velproduceret og slagkraftig hard rock bestående af pæne mængder thrash og klassisk rock med fine melodier. Den slags plade man hørte et par gange for derefter at glemme alt om den igen.

Forleden landede opfølgeren på mit skrivebord. Den bærer titlen Unbreakable, og jeg må indrømme, at mit umiddelbare gæt var, at denne plade nummer to ville være fuldstændig ligesom den første. Kald mig bare pessimist og fuld af fordomme, men fik jeg ret? Ja, det gjorde jeg faktisk.

Floskelrock til forstadsfædre

Præcis som mange andre mænd over 50 år, der har det svært med, at deres bedste år ligger bag dem, findes der også musikere med midtlivskriser. Ellefson og Soto køber dog hverken motorcykel, sportsvogn eller ny motorbåd. De udgiver en række plader pumpet til bristepunktet med så meget testosteron, at overskriften til dette afsnit faldt undertegnede aldeles passende. Men trods den negative klang ord som ’generisk’ og ’forudsigeligt’ kan have, rummer Unbreakable en lille håndfuld fine numre. Særligt titelnummeret, der åbner pladen, er et rigtig fornuftigt rocknummer med masser af pondus. “It’s Over When I Say It’s Over” er ligeledes en fed omgang metal med et klædeligt moderne islæt, der vidner om musikere, der stadig har fingeren på pulsen. Klask over fingrene til mig, for der var jeg en anelse for hurtig til at være dømmende. Instrumentale “Ghosts” er en fremragende skæring med en guitarpræstation så imponerende, at det nok er pladens bedste nummer. Og endelig er der Queen-coveret “Death on Two Legs”, der afslutter pladen. Covers er ikke altid nemme, men d’herrer Ellefson og Soto slipper rigtig pænt fra det i dette tilfælde.

Det er selvfølgelig ingen overraskelse, at Ellefson fylder lidt mere i lydbilledet, end enhver anden bassist ville gøre. Og det gør bestemt ingenting, for manden kan virkelig spille. Nej, jeg tænker ikke på det han spiller, i en aldeles upassende video, som endegyldigt kostede ham tjansen i Megadeth. Jeg tænker selvfølgelig på bas. Hold op, hvor er han dygtig. Men så slutter rosen også her, da resten af pladen grænser til det tåkrummende. “SOAB” gynger ret så fint, men er uhyre banal. Især teksten, der, som titlen afslører, handler om hvilken type menneske, der er en rigtig skiderik, er trættende efter meget kort tid. “Shout” indbyder egentlig til lette vip med både nakke og fod, hvis man altså igen kan sidde lyrikken overhørig, men nøj hvor bliver det hurtigt anstrengende. Det er dog sange som “Hate You, Hate Me” og “Poison Tears”, der med sin generiske bøllerock-formel gør, at man helst bare vil glemme albummet. Man ser dovne ældre mænd for sig, der får skældud af konen og efterfølgende afreagerer ude i skuret med numre som disse. Ak ja.

Jævnt og hurtigt glemt

Hvis man ikke forventer mere af Unbreakable, end man ville forvente af en fransk hotdog fra pølsevognen foran Silvan, er det en fin plade, der i og for sig er ganske harmløs. Fans af Ellefson og Soto – eller bare den ene af dem – kan helt sikkert bruge pladen til at nørde noget god bas eller en ditto vokal. For der er ingen tvivl om deres formidable evner. Kunne man lide debutalbummet, kan man helt sikkert også lide dette, da det igen er vellydende og lettilgængeligt. Men en født klassiker er det bestemt ikke. Ind ad det ene øre – ud ad det andet.