War, war never changes

Det er tre år siden, jeg sidst anmeldte en Dymna Lotva-skive. Dengang startede jeg anmeldelsen med følgende: 'Der er ikke mange pæne ting at sige om Hviderusland i året 2023. Generelt er det svært at sige noget pænt om diktatoriske bananrepublikker, og det er nok også derfor, at post-black-doom-duoen Dymna Lotva forlod sit hjemland til fordel for Polen, da den selverklærede sidste diktator i Europa, Aleksandr Lukasjenko, blev ”genvalgt” i 2020. Alt ved Dymna Lotva skriger ”protest”, …' Desværre har intet ændret sig i Belarus/Hviderusland i løbet af de tre år, og i mellemtiden er Dymna Lotva blevet stemplet af retsvæsnet i Belarus som en ekstremistisk gruppe, der opfordrer til terror og uorden og generelt ses som fjender af staten – så de flytter nok ikke hjem til Minsk sådan lige med det samme. Lad os derfor gå ud fra, at alt ved gruppen her stadig skriger 'protest'.

Ægte smerte, flad musik

Albummets titel er en reference til paradis i slavisk folklore. Et vidunderligt sted for enden af Mælkevejen, hvor det altid er forår og idyllisk. Selv uden at finde dansklærer-brillen frem kan man tænke sig til, at paradis ud fra bandets forudsætninger jo vil være et frit og Lukasjenko/Putin-frit Belarus – og at de, ganske som Noah, rejser rundt og blot venter på den dag, hvor duen vender tilbage med en olivengren i næbbet. Læser man dog lyrikken til albummets lukker, ”Return My Coffin Home”, så står det klart, at bandet ikke er specielt optimistisk, i forhold til at denne metaforiske due kommer forbi lige med det samme – hvis nogensinde. Det er den viden om bandmedlemmernes position, der gør, at det virkelig er tungt at lytte til Vyraj. Der er intet nyt i, at bands synger og fortæller om håbløse situationer, tabte slag, grusomheder, undertrykkelse og alverdens andre vederstyggeligheder, men det er dog oftest ganske fiktive fortællinger eller fortællinger om noget, der skete før artisterne selv, kom til verden – men det er bare ikke tilfældet her. Så selvom man ret beset ikke fatter en tøddel af, hvad Katsiaryna ’Nokt’ Mankevich synger, så kan man tydeligt mærke, at hendes smerte og lidelse er ægte.
Desværre er følelser, smerte og et reelt budskab ikke noget, der per automatik skaber god musik, selvom det er et fremragende startsted.
Ulig sin forgænger, der tog en masse musikalske chancer samt prøvede en masse forskellige ting af, så er Vyraj en noget mere sikker skive, der dårligt nok tør gå ud til længere end navlen. Faktisk er det så grelt, at alt det mørke, de tidligere havde med i musikken, er pist væk nu – hvis man ser bort fra Nokts vokal. Langt hen ad vejen lyder musikken som en slags post-metal med metalcore-elementer, hvilket næsten er en større tragedie end at være tvunget til at flygte fra sit hjemland på grund af en despot. Næsten.
Størstedelen af de otte numre er lige så uhyggeligt ens og ganske tydeligt skåret over samme læst. Det er så godt som umuligt at høre forskel – eller huske forskellen. Der er dog enkelte udstikkere som ”The Boat of Despair”, hvor legendariske Aaron Stainthorpe er med som gæst. At hans bidrag så slet ikke passer ind, er desværre en anden sag. Det er virkelig en skam, for Dymna Lotva er et vigtigt band med et endnu vigtigere budskab – så at de ikke formår at skabe en vigtig plade her, er utroligt ærgerligt.

Ikke særligt imponerende

Overordnet set er der ikke noget galt-galt med Vyraj. Pladen er velproduceret, mixet er fint, og samtlige musikere spiller og/eller synger tilsvarende glimrende. Men det ændrer dog ikke, at de her otte sange mere eller mindre kører i total kreativ tomgang. Der er meget få reelle lyspunkter, eller højdepunkter for den sags skyld. Umiddelbart vil jeg kun være i stand til at fremhæve to numre, og så en guitarsolo eller tre – og det er jo ikke specielt imponerende for et album, der trods alt varer godt og vel tre kvarter. Og det bliver desværre derfor også konklusionen, nemlig 'ikke særligt imponerende'.