Tillykke med de 20!

Jeg hverken kan eller vil lægge skjul på, at jeg elsker at sidde med nyt materiale fra Antiq Records. Jeg har efterhånden anmeldt en del skiver derfra, og som udgangspunkt er det ofte af ganske høj kvalitet. Det er altid gennemtænkt og gennemført, og intet er overladt til tilfældighederne. Derudover er der ofte også en relativt høj underholdningsværdi, for man ved aldrig helt, hvad en skive fra et Antiq-band kommer med, men man kan være sikker på, at der altid er et milligram af vanvid derinde et sted. Som så mange andre bands fra Antiq Record, er Hanternoz ét af selskabsindehaverens, Leon ’Hyvermor’ Guiselin, mange projekter. Så vidt jeg kan læse mig frem til, er det faktisk et band, han startede før pladeselskabet. Hanternoz kan fejre sit 20-års jubilæum i år, og hvordan kan man dog gøre det bedre end ved at udgive en ny plade?

'Jeg er døden'

Som med så mange andre plader og bands fra Antiq skal Hanternoz ('midnat' på bretonsk) og A Hed an Noz, a Noz, a Noz ('videre igennem natten, natten, natten') nærmere forstås som et litterært værk tilsat musik end som en reel musikalsk udgivelse. Det ville nærmest være mere passende at skrive anmeldelsen som en boganmeldelse, hvor nøgleordet dog er 'nærmest'.

Kort sagt fortæller albummet historien om en såkaldt ’Ankou’, et væsen fra den keltiske mytologi, der repræsenterer døden. Væsnet bliver ført rundt i Bretagne af en tragisk, unavngivet person, der guider det fra den ene døende person til anden, alt imens han selv skal stå ansigt til ansigt med alle sine synder og de seks klassiske dæmoner fra bretonsk folklore, med håb om at han endda kan opnå frelse. Det er, som hvis Faust og Et Juleeventyr blev kogt sammen, drysset med en knivspids Det syvende sejl.

Enkelte numre som ”La Peste à Limoges” er dog også inspireret af Hyvermors egne barndomsminder, for er det nogensinde rigtigt fransk, hvis der ikke er et element af socialrealisme?
Stilistisk er den nemmeste måde at beskrive pladen på 'ridder-black'. Store melodier, slå-til-Søren-riffs, de obligatoriske atmosfæriske og melankolske passager, hvis gravitas rammer en, som Luther ramte kirkedøren i Wittenberg, og naturligvis er der masser af D-beats.

Er man bekendt med de andre bands, som Hyvermor er med i, ja, så vil A Hed an Noz, a Noz, a Noz helt bestemt virke bekendt. ”La lessive des trépassés” ('afvaskning af de afdøde'), som i øvrigt er det absolut bedste nummer på pladen, kunne for eksempel nemt have været et Vehéménce-nummer. Her får vi nemlig klassiske proto-blackede riffs a la (tidlig) Bathory og (tidlig) Rotting Christ, blot kombineret med det særegne je ne sais quois, som fransk ridder-black altid har. Som så tit er der også et vist 'middelalderligt' eller måske nærmere folkeligt islæt qua de mange folkeinstrumenter. Tilføjelsen af nummeret ”Pe Trouz War an Douar”, en klassisk bretonsk julesang, som bedst kan sammenlignes med ”Et barn er født i Bethlehem”, er en syret ting at tilføje på en black metal-plade. Men som tidligere nævnt ved man aldrig helt, hvad en skive fra et Antiq-band kommer med.

Foie gras-fed

A Hed an Noz, a Noz, a Noz er en lang sag. Med en spilletid på en lille time fordelt på syv numre, ja, så lander vi jo med en gennemsnitslængde på lige godt og vel otte minutter. Derfor er det næppe verdens største overraskelse, at der godt kunne være skåret lidt fedt fra hist og pist. Selvom jeg grundlæggende forstår ideen med at inkludere ”Pe Trouz War an Douar”, så er det ikke ligefrem et nummer, der reelt bidrager med noget, udover at det agerer stopklods i det ellers så fremragende tempo, som pladen op til da havde opbygget. Ydermere kunne d’herrer også have skåret et minut eller to fra intronummeret, ”Sur le chemin des fées”, der altså bliver lidt langt i spyttet.

De par bagateller ændrer ikke på, at det her altså er en foie gras-fed plade! Som forventet er det et gennemtænkt, gennemarbejdet stykke musikalsk håndværk, der – mere eller mindre – gør alt det, som en god omgang ridder-black altså skal gøre. Og ærlig talt, på samme måde som man ikke kan få for meget foie gras, ja, så kan man heller ikke få for meget ridder-black i sit liv!