NOTBA4
Dying Hydra spiller koncert ved Bhaal Fest IV .
Dying Hydra - Dying Hydra

Dying Hydra

Udkom

Type:EP
Genre:Sludge metal
Antal numre:4

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Klar, parat, start!

Dying Hydra har fart på. Den københavnske trio blev dannet i foråret 2018, og allerede i slutningen af maj var de klar med deres første udgivelse. Som om det ikke var nok, har bandet også netop debuteret på livescenen – som opvarmning for ingen ringere end HateSphere. Alt synes at køre på skinner, men hvordan fungerer ep’en egentlig?

Who needs a bass player?

Københavnertrioen spiller sludge – af den atmosfæriske og melodiske slags. Musikken er tung og slæbende, guitarriffene har en fremtrædende position, og en melankolsk stemning præger pladen. Produktionsmæssigt er vi – naturligvis – i det rå og upolerede hjørne, hvilket skaber et meget levende og ærligt udtryk. Man fornemmer trommestikkerne flyve gennem luften og livskraften i den snerrende vokal. Flot arbejde.

Mest interessant i lydsammensætningen er nok, at bandet ingen bassist har. I stedet anvender Hydraen en oktavpedal, der via guitaren frembringer de lave frekvenser. Dette er lykkedes temmelig godt, og man bemærker faktisk ikke, at bassen er væk. Det er tydeligt, at drengene ikke er nybegyndere udi musik: Der er styr på lyden, temarammen er fastlagt, og sangskrivningen er ganske habil – om end en anelse til den sikre side. 

”Mother Reptile” sparker pladen i gang med en stille intro, der efter cirka 30 sekunder eksploderer i en crunchy og aggressiv lyd. Guitarriffet tager styringen, og snart efter slutter den harske vokal sig til. Nummeret er både stemningsfuldt og fængende – utvivlsomt pladens bedste. Kompositionsmæssigt er næste skæring, ”Kalahari”, meget lig åbningsnummeret: Hvad der starter stille, ender grimt! De atmosfæriske passager findes mange steder, og de mænger sig ubesværet med bandets ellers tunge og forvrængede lyd. Kløgtig dynamik.

En anelse svagere står ”Obsidian”, der mangler noget af den dystre elegance, som de to forgængere har. Rytmen er snublende, riffet tyndere, og sangen er desværre hurtigt glemt. For første gang på pladen virker det, som om Dying Hydra har mistet fokus. Nuvel. Bedre går det på sidste nummer, ”Higher Wolf”. Stemningen er tilbage, og lyden har et dyrisk islæt: Både guitar og vokal er næsten knurrende. Dette tilføjer en ekstra dimension og skaber et rigtig interessant lydbillede, som bandet – for min skyld – gerne må dyrke endnu mere!

Der er ingen tvivl om, at Dying Hydra kan spille musik. Udfordrer de deres kompositioner en smule mere og skruer op for den dystre atmosfære, kan bandet udvikle sig til noget rigtigt interessant.

Tracklist

  1. Mother Reptile
  2. Kalahari
  3. Obsidian
  4. Higher Wolf

Tilføj kommentar