Attentat og hærværk på rockklassikerne

Doro har udgivet hele 16 albums i sin aktive karriere, og i anledning af hendes imponerende 30 år inden for heavy metal, har hun udgivet et bonusalbum. Et album indeholdende indspilninger af hendes største favoritter og ynglingsnumre.

En gennemført smuk tanke, og et ædelt projekt, som da også har fået stor opbakning fra miljøet.

Lemmy som førsteelsker

Første nummer er en sløv start og et fint eksempel på hvad der er i vente. “It Still Hurts" er en ballade med Lemmy fra Motorhead, og Jacob Hansen (Volbeat) bag knapperne.

Lemmy har over de seneste år opnået gude- og legendestatus, men hans evner som førsteelsker, kvindebedårer og indfølt duetsanger var (måske ikke så overraskende) ikke til stede den dag nummeret blev indspillet.

Videre til næste nummer, som er en fransk version af "Raise Your Fist In The Air" - eller som de siger på de kanter “Léve Ton Poing Vers Le Ciel". Et opskruet rocknummer med det mest mystiske mande-mumle-kor. Teksten er selvsagt kun for de indviede. Fransk er et fantastisk sprog, når det bruges sensuelt og forførende. Det havde måske givet mening på balladen fra før, men her fejler det fuldstændigt. En af Doros egne kompositioner, i øvrigt.

Tredje nummer. Led Zeppelins udødelige klassiker. “Babe I'm Gonna Leave You". Doro er en lækker sag, god mod dyrene og har gjort meget godt for metalmiljøet. Men en sanger i Jimmy Pages kaliber bliver hun aldrig. Nummeret er dårligt produceret, og det er ikke en fortolkning. Det er et attentat og hærværk på en rockklassiker.

Vi skal videre. Tina Turner klassikeren “Nutbush City Limits" er næste på skafottet. Her burde Doro være på hjemmebane, men igen er produktionen mystisk og vokalen står papirtynd til sammenligning med krudtuglen Tina Turner. Væk er også den vilde energi som kendetegner original versionen.

“Only You" er næste i rækken. Et nummer som oprindeligt er skrevet af Gene Simmons (Kiss), og selvom teksten er banal og simpel, er man lidt i tvivl om Doro forstår indholdet. Det bliver leveret mekanisk og med klassisk rockfrasering.

Dio er som bekendt død, og hans klassiker “Egypt (The Chains Are On)" bliver ikke bragt til live af Doro. Men det er et hæderligt forsøg, og indtil videre dét nummer hvor valg af klassiker og Doros vokal klæder hinanden bedst. Uden dog at det bliver rigtig godt, forstås…

Metallicas “Nothing Else Matters" er næste forsøg. I sig selv en fortæsket langgaber, og Doro burde, med hendes store erfaring og rutine, vide bedre. Der tilføres intet nyt til et nummer som de fleste vel i bund og grund er trætte af på forkant. Men det leveres uden, at James og Lars har voldsom god grund til at surmule.

Ny sang. Denne gang er det et nummer skrevet af Doro til filmen "Anuk 2". Det er kaldt “Warfare" og er i samme stil som "Raise Your Fist In The Air". Opskruet rock, og igen med mystisk produktion. Dog uden mystisk mande-mumle-kor.

Sidste nummer er en demo optaget i Doros eget hjem i New York. “NYC Blues" er det naturligvis kaldt. En kliche - og det er sjældent en god ide, at afslutte et rock- og metalalbum med et blues nummer. Heller ikke denne gang.

Konklusion

Doro kalder albummet:

“…a real jewel among my releases, with constantly great tracks on it."

Det er slet og ret forkert. Albummet er en rodet affære, og det fuldstændig umuligt at forstå placeringen og rækkefølge af de forskellige tracks på albummet. Vi får en blanding af egne sange, coverversioner, et soundtrack, en demo og et nummer på fransk. Det ligner den losseplads som man kan se på coveret.

Vokalen er tynd, og det er selvforskyldt, at Doros vokal ender som taberen når originalmaterialet kommer fra verdensklasse vokaler som Dio, Robert Plant og Tina Turner. Man står ikke på skuldrene af giganterne, når fortolkningerne er et forsøg på at kopiere en-til-en. Man ender under deres fodsåler.

Og en sidste ting… Lemmy! - du skal bruge kræfterne på at blive rask. Du skal ikke synge kærlighedsballader.

DORO - Babe I'm Gonna Leave You (OFFICIAL SONG)