In rock we trust
Det er over ti år siden, Doro har fået en god anmeldelse her på sitet, så der var lige dele frygt og spænding i forbindelse med udgivelsen af gruppens 14. studiealbum, Conqueress – Forever Strong and Proud, der udkom den 27. oktober 2023. Inden sin efterhånden 35 år lange karriere som soloartist var Doro sanger i det legendariske band Warlock, og på det nye album finder vi reminiscenser fra en svunden tid – spørgsmålet er nu, om det rækker til mere end to eller fire kranier. Det undersøger vi i denne anmeldelse.
Oldschool og nostalgi
Denne plade er en yderst blandet fornøjelse, der med sit første track, “Children of the Dawn”, lader formode, at vi har at gøre med et særdeles stærkt album, der sprudler af episke 1980’erguitarriffs og en Doro Pesch, der med sine 59 år stadig er en sand kampmaskine på vokal. Også pladens næste track, “Fire in the Sky”, er med sine speedmetal-elementer og sit iørefaldende omkvæd meget vellykket. Men allerede i det øjeblik, dette nummer ebber ud, bliver man mødt af det absolut værste Judas Priest-cover, menneskeheden nogensinde har hørt. “Living After Midnight” er i originalen helt perfekt – der er absolut ingen, der kan toppe Rob Halfords præstation på denne sang, så denne duet ender med at blive en yderst pinlig affære. Kan overhovedet ikke forstå, at Rob er gået med til at lave sådan et makværk! Og da man troede, dette var den eneste tåkrummende sang på albummet, disker Doro op med “Lean Mean Rock Machine”, der ikke kun er vildt kedelig, men også har en sangtekst, der gør mig flov på gruppens vegne: “I've got this bike, it turns me on / When I hear the sound, I feel so strong / You are my kind, it will explode / Baddest motherfu– I've ever rode” Det er der ikke nogen, der nogensinde skal synge! Her kan hverken Bas Maas eller Johnny Dee, der gennemgående beviser deres kunnen på henholdsvis guitar og trommer, redde den hjem. Også pladens niende sang, “Fels in der Brandung”, falder direkte ned i schlager-fælden og er en svulstig husmorballade af værste slags, der absolut ikke bliver bedre af sangteksten, der skifter mellem engelsk og tysk. Med sine i alt 15 tracks og en spilletid på knap en time er dette album bare alt for langt. Hvis alle sangene var gode, ville det ikke gøre noget, men det er desværre ikke tilfældet. Der er kun en håndfuld sange, der rent faktisk duer til noget og peger i samme retning.
En kraftig trimning, tak!
På Conqueress – Forever Strong and Proud viser Doro, at hun stadig har en fantastisk stemme, der er uden sidestykke i det tyske metallandskab. Musikalsk set er pladen også af øverste hylde; specielt arbejdet på guitar og trommer er virkelig godt. Men når det så er sagt, kan man ikke komme uden om, at pladen er alt, alt for lang og usammenhængende i sit udtryk. Doro har ikke brug for at bevise sin alsidighed, så slutproduktet havde været meget bedre – og ville kunne have opnået et meget større antal kranier – hvis det var blevet opstrammet kraftigt og var blevet kogt ned til otte til ti numre.
