Veteran i tomgang
Man kan sige meget om Axel Rudi Pells plader, meget af det kan man endda sige om dem alle sammen på én gang. Den tyske guitarist får ofte skudt i skoene, at han laver det samme album igen og igen. Det gør han også, men efter 37 år og 23 udgivelser kan det vel ikke blive ved med at komme som en forbavselse? Fred være med det repetitive aspekt; det kan jeg leve med, hvis blot kvaliteten af produktet er højt, men er den så det?
Udo, dos, tres ... surprise!
Siden Oceans of Time, som udkom i 1998, har amerikanske Johnny Gioeli stået i spidsen for bandet, efter han overtog mikrofonen fra Jeff Scott Soto. Gioeli er en formidabel sanger; til tider får stemmen desværre lidt skærebrænderkarakter – på den ufede måde. Allerede på åbningsnummeret ”Guillotine Walk”, hvor titlen bliver gentaget hele nitten gange, fornemmer man en træthed i Gioelis stemme, og i det hele taget virker vokalen anstrengt hele vejen igennem albummet. Noget så sjældent som en overraskelse finder vi på ”Breaking Seals” i form af gæstesanger Udo Dirkschneider, der deler vokalen med Gioeli. Det er noget, Pell med fordel kunne inkorporere på sine fremtidige udgivelser: flere gæstevokaler, tak. Udo lyder – forventeligt – som en gammel mand, der ikke har rømmet sig på denne side af årtusindeskiftet. Sangen er – ikke overraskende – ret Accept-inspireret. Fængende guitarriff og store stadionomkvæd er to af de ting, Axel Rudi Pell tidligere har kombineret på fremragende vis; lyt bare til ”Rock the Nation” fra Mystica (2006). Desværre udebliver et sådant 'anthem' på Ghost Town, selvom titelnummeret nok var tiltænkt denne rolle. Noget andet, tyskeren tidligere har excelleret i, er store stemningsfulde ballader som eksempelvis klassikeren ”The Masquerade Ball”. Helt så gedigen er hverken ”The Enemy Within” eller ”Higher Call”, selvom de har mange af de typiske elementer. ”Towards the Shore” er et glimrende alternativ til nytårsvisen ”Auld Lang Syne”. Det er ikke svært at forestille sig publikum stå med armene om hinanden og vugge fra side til side til en koncert. Jeg er dybt forundret over, hvorfor dette nummer ikke er blevet placeret som sidste skæring. ”Hurricane” er, som navnet antyder, pladens hurtigste nummer. Der er dømt heavy rock i den hårde ende af skalaen, som da far var dreng, og det er faktisk det nummer, der fungerer bedst sammen med Gioelis trængte vokal.
Skuld gammel venskab rejn forgo
Herhjemme kalder TV-2 sig for Danmarks kedeligste orkester. Jeg ved ikke, om Axel Rudi Pell påtager sig samme titel i Tyskland, for selvom jeg har sluttet fred med ensformigheden i bandets musik, så højner det jo ikke just spændingen, når man på forhånd ved, hvad man får. Vi har en gæstevokal på albummet, og det er da et skridt i den rigtige retning, men hvorfor ikke gå helt Tobias Sammet på den idé? Sangene på albummet er langt fra hans bedste, og jeg tvivler på nogensinde at genbesøge en eneste af dem; det skulle da lige være ”Towards the Shore” en sen nattetime i gode venners lag med tomme rødvinsflasker på bordet
