Doro - Forever Warriors

Forever Warriors

· Udkom

Type:Album
Genrer:Hard rock, Glam
Antal numre:10

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

God Save the Queen

Dorothee Pesch, kendt som Doro, er en legende. Hun har lige siden ’82 bevist, at i metallens verden er det komplet ligegyldigt, om man har to X-kromosoner eller ej. Med 17 albums og en 36 år lang karriere burde der ikke være tvivl om, hvorvidt dronningen stadig sidder på sin trone, men det er som om, at der trænger til at blive luftet godt og grundigt ud på slottet, for støv og rust har bidt sig godt fast i det royale inventar.

Det er godt at have venner... Men!

Rent musikalsk har Doro ikke rigtigt ændret sig siden ’82 med Warlock. Det er stadig ”hard rock møder glam anno 1982”, dog bedre produceret, og så alligevel... Doro er fra Düsseldorf, og det er kun blevet mere tydeligt med årene, til trods for, at hun har boet i New York siden Ruder Konge var knægt. En accent er som udgangspunkt ikke et problem – tværtimod kan den tilføje charme og karakter. Det er desværre ikke tilfældet på Forever Warriors. På flere af sangene, fx det første nummer ”All for Metal”, der er hendes vokal i den sidste del af nummeret nærmest komplet uforståelig og den fremstår som en form for snøvlen, der får en til at tro, at hun har glemt teksten. Doro er, som tidligere sagt, en legende. Det betyder også, at man kan få alle og enhver til at komme og hjælpe til med at lave et album. Jeg er stor fan af både duetter og gæsteoptrædener, så da jeg læste, at hun havde hvervet Johan Hegg fra Amon Amarth til at hjælpe med en duet (på samme måde som Doro var med på Amon Amarths sidste album), blev jeg naturligvis spændt, men også lidt nervøs. Det var desværre nervøsiteten der skulle vise sig at være den fornuftige følelse, for helledusseda noget juks! Nummeret hedder noget så kreativt som ”If I Can’t Have You – No One Will”, og derfra kan vi jo selv regne ud, at vi er ude i en jalousi-ballade. Der er så meget ved den sang, der ikke fungerer, at det slet ikke kan betale sig at begynde. Jeg vil blot sige, at man skal springe det nummer over, og det kommer fra en kæmpe Johan Hegg-fan, men selv han kunne ikke redde den rædderlighed af en sang. Det største problem er dog, at den sang kun er nummer tre ud af ti, og det bliver ikke bedre derfra.

Faktisk er de eneste, der skal have ros, de musikere som Doro har fået til at spille for sig. De gør et absolut udemærket stykke arbejde, og leverer ægte og autentisk hard rock/glam, og soloerne er totalt blærerøv, som de nu skal være – så hatten af for det. Men det ændrer ikke på, at den musik Doro har skabt på Forever Warriors er dybt forældet og desværre en trist parodi og kliché. Hvis man lukker øjnene kan man sagtens forstille sig musikvideoen til samtlige numre: stramme læderjakker, stramme røde læderbukser, enormt hår, alt for meget eyeliner, følsom fyr med neglelak på keyboard og fjollede høje hatte med fjer, der bliver blæst væk grundet vindmaskinen, der kæmper en brav kamp for at overgå røgmaskinen.

Stop mens legen er god

Doro er en legende. Men legender lærer ikke nye tricks, legender fornyer sig ikke, de forbliver legender. Det er på tide, at Doro indser, at hun sagtens kan trække sig tilbage og nyde sit særdeles velfortjente otium. Det er tilladt for en dronning at abdicere, der er ingen grund til at blive ved, indtil man falder om.

Tracklist

  1. All For Metal
  2. Bastardos
  3. If I Can't Have You - No One Will
  4. Soldier Of Metal
  5. Turn It Up
  6. Blood Sweat And Rock 'n' Roll
  7. Don't Break My Heart Again
  8. Love's Gone To Hell
  9. Freunde Fürs Leben
  10. Backstage To Heaven