Pell plukker fra øverste hylde

Axel Rudi Pell gik solo i 1989 efter at have brugt de seneste fire år på at spille med Steeler. Siden da har mange været igennem møllen. Den mest ’prominente’ er nok Jeff Scott Soto, som var med fra 1992–1997. Soto er nok bedst kendt for hans vokale arbejde på Yngwie Malmsteen’s albums: Rising Force og Marching Out fra henholdsvis 1984 og 1985. Senere fik Axel Rudi Pell dog fat i en anden fra rockens dybe rødder, nemlig trommeslageren Bobby Rondinelli, som blandt andet har spillet med Rainbow, Blue Öyster Cult og selveste Black Sabbath. Dette kan man dog ikke mærke noget til på dette album.

Lidt for meget efterskole, alt for upoleret lyd

Albummet lægger ud med en… Intro. Fuldstændige ligesom de mange foregående Alex Rudi Pell albums også gør, hvis eneste formål er at gøre albummet en enkelt skæring længere. Lige efter rammer vi ind i ”Gunfire”, som åbner. Masser af dobbeltpedal, Hammond-orgel og guitar, egentlig meget tilforladeligt, hvis man altså kan se gennem fingre med det dårlige lydbillede og lidt skæve mix. Tredje nummer på albummet er ”Bad Reputation”. Hvis man skal forklare det bedst muligt, så kan man sammenligne det lidt med, når ungdomsskolerne/klubberne afholdt de her ”battle of the bands” arrangementer, hvor de unge, uprøvede og upolerede bands fik lov til at komme ud og stå på scenerne og spille. Både kompositionen og lyden lugter af det. Jeg ved ikke, om det er fordi, man ikke har brugt lang tid nok i studiet, om det er dårligt produceret, om de ikke har fundet ud af, at man kan ændre ”standardlydene” i deres effektpedaler eller hvad der er galt. Jeg har været i bagkataloget og lytte,og finder til min skræk ud af, at det også har eksisteret på tidligere plader. Hvad der undrer mig mest er, at deres trommeslager, Bobby Rondinelli, faktisk er en ret habil en af slagsen. På denne plade lyder det dog som om, at han er blevet dikteret, hvad han skal spille. Det lyder igen som ham på efterskolen, der har spillet trommer i et års tid. Enten er det en ”ting”, som de er vilde med eller også har Axel Rudi Pell bare en meget laissez faire tilgang til det at lave musik.

Deep Purple-strategien fungerer

Titelnummeret ”Sign of the Times skubber lytteren ud i en syv minutter lang ligegyldighed. Man kunne uden problemer have skåret det ned til 5 minutter ved at fjerne en halv guitarsolo, et virkeligt ringe riff der prøver at lyde ”tungt og ondt” samt en håndfuld halvkiksede tromme-fills.
”The End of The Line” er en ballade, som egentlig er ganske fin. Kærligheden til Deep Purple fornægter sig bestemt heller ikke på dette nummer, ”Wings Of The Storm”, samt især ”Living in a Dream”, hvor der er brugt godt med Hammond-orgel smidt ind over et beskidt Leslie-kabinet, der giver den helt rigtige lyd. Og absolut det i al musikken der lyder bedst!

Skru lige ned for charmen Axel!

Når man modtager noget promotion-materiale, som ikke alene skamroser bandet, men også er fyldt med ting som denne: ’Vi har aldrig haft så god en trommelyd før, som vi har med Bobby, og han er på sit fjerde album nu, takket være hans nye lilletromme som hedder ”Black Beauty”’. Hvis man så havde ladet være med at sovse den lilletromme ind i rumklang, og man faktisk kunne høre den, ville det være fint.
Hele albummet bærer præg af, at man 1. ikke har haft tid nok i studiet eller 2. at man har spillet så meget, at ørerne slet ikke kan finde ud af at lave et godt mix. Det hele mangler at blive finpudset, poleret, på samme måde som at de godt kunne finpudse deres numre, inden de udgav dem. Stort set alle er halvandet til to minutter for lange, fordi man skal vise, at man kan spille en god guitarsolo, hvilket man bare ikke kan.

Det kan selvfølgelig også være, at man som band, producer og pladeselskab finder det charmerende, at det hele skal være så uperfekt som muligt. At der skal være ”kant”. I dét tilfælde kan jeg kun sige, at Axel Rudi Pell og følge skal skrue gevaldigt ned for netop dén charme.