Distant spiller koncert i BETA2300, København S .
Distant - Dawn Of Corruption

Dawn Of Corruption

· Udkom

Type:EP
Genre:Deathcore
Antal numre:6

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Omslaget siger alt

Hvad sker der, hvis du blander albumcoverne fra Lorna Shores Immortal og Thy Art is Murders Dear Desolation? Jo, så ender du sådan cirka med omslaget til Distants nye ep, Dawn of Corruption. Genremæssigt er der heller ikke langt mellem de tre bands: Alle spiller hårdtslående deathcore – om end sekstetten, som det her skal dreje sig om, nemlig Distant, skruer en tand ned for tempoet.

Bandet blev dannet i 2014, har rødder i både Rotterdam og Bratislava, og i 2019 fik de deres gennembrud med debutalbummet Tyrannotophia. Siden da har Distant skiftet en anelse ud i staben, og nu er de seks herrer altså klar med efterfølgeren, den tonstunge ep Dawn of Corruption.                                                    

Tyranernes verden

Med Dawn of Corruption fortsætter Distant, hvor de slap på debutalbummet: Endnu en gang hives vi ind i det konceptuelle univers Tyrannotophia, hvor alt er fortabt, og tyranerne hersker. Konceptet er måske ikke videre originalt, men det sætter en fin ramme for ep’en og matcher det musikalske indhold ret godt: De seks numre er hårde, aggressive, brølende og i det hele taget dybt ubehagelige – på den fede måde naturligvis.

Af de seks numre er der kun fire reelle sange; ”Hull of Crows” er en kort og intetsigende intro, og ”The Void” er en næsten lige så kort og intetsigende outro. Mere interessant bliver det heldigvis på titelnummeret og ”Hellmouth”. Mens førstnævnte imponerer med lækkert trommespil, dyster atmosfære og en solid gæstevokal fra Jason Evans (Ingested), får ”Hellmouth” point for sit habile breakdown og sin trampende rytme – er du til slam, må du ikke misse dette nummer. Solid skæring.

På ”Oedipism” skrues der op for tempoet, Alan Grnja leverer en flot og varieret vokalpræstation, men ellers er der ikke voldsomt meget at huske nummeret for; det er fint uden at være overvældende. Det samme kan siges om ”Temple of Taglaroth”: Skæringen er solidt strikket sammen og lyder som en bulldozer, der jævner alt med jorden, men den helt store åbenbaring kommer ikke. Måske det bedste ved det nummer i virkeligheden er gæstemusiker Mendel bij de Leij (eks-Aborted), der leverer fed guitarfræs – noget, Distant sagtens kunne dyrke endnu mere.

Produktionsmæssigt er Dawn of Corruption også en ambivalent sag: På den ene side lyder ep’en både potent og moderne, og der har sikkert siddet en dygtig ingeniør bag. På den anden side lyder den også bare flad og livløs – prøv lige at sammenligne med den seneste plade fra førnævnte Lorna Shore. Der er kæmpe forskel.

Kun for superfans

Med Dawn of Corruption leverer Distant præcis, hvad man forventer af et moderne deathcore-band: De seks – eller rettere fire – numre er hårdtslående, vellydende og virkelig aggressive. Desværre er det hele hørt før, og Distant gør ikke meget for at skille sig ud eller skabe overraskelser. Derfor lander Dawn of Corruption midt på karakterskalaen. Hør den, hvis du er superfan af deathcore – og ellers går du ikke glip af noget.

Tracklist

  1. Hull of Crows
  2. Dawn Of Corruption ft. Jason Evans (INGESTED)
  3. Hellmouth
  4. Oedipism
  5. Temple Of Taglaroth ft. Mendel bij de Leij (ex-ABORTED)
  6. The Void