Hvad kom først – hønen eller ægget?

Jeg ved ikke, hvad Napalm Records tænkte på, da de to uger i træk udgav albummer fra kunstnere, der ligner hinanden til forveksling både i lineup og lyd! Begge bands hører til i kategorien symfonisk metal, begge har en main-man, der har udskiftet alle gruppemedlemmer inden det nye album, og begge arbejder med store orkestreringer og en kvindelig vokalist. Sidste uges band Xandria klarede det ikke så godt og fik kun fire af ti kranier. Denne uges Napalm Records-udgivelse, der kommer fra hollandske Delain, slår den med flere længder – og det både hvad angår variation i sangene, vokalpræstation og syng-med-kvalitet. Martijn Westerholt, som stiftede Delain i 2002, er tidligere keyboarder i Within Temptation og gruppens eneste permanente medlem. Han har nu Diana Leah på vokal, Ludovico Cioffi på bas, Ronald Landa på guitar samt Sander Zoer på trommer med på Delains syvende studiealbum Dark Waters, som indeholder ti regulære sange og udkom den 10. februar 2023.

Eksistentialistisk, men radiovenlig

Der er nok mange, der har begrædt, at tidligere forsanger Charlotte Wessels ikke længere er medlem af Delain, men for dem, som ikke har haft et forudgående kendskab til bandet, er det ikke så stort et stort tab endda. For Diana Leah er faktisk en rigtig dygtig sangerinde, der har en fin spændvidde i stemmen samt en noget bedre udtale af engelsk end sin forgænger. Og Westerholt er stadig Delains hovedsangskriver, så der er i hvert fald genkendelsesglæde i forhold til poppede melodier i kombination med sangtekster i den dystre ende. På pladens første sang “Hideaway Paradise” er der skruet ordentligt op for pop-elementerne og syng-med-refrænerne, så denne sang er generelt lidt kedelig med mange repetitioner og en lige-ud-af-landevejen melodi. Men allerede pladens næste sang “The Quest and the Curse” bidrager til en klar stigning i kvaliteten. Den har en virkelig fyldig guitar-intro, og Ronald Landa giver sangen yderligere et boost med sin growl-vokal. En ting, der dog er lidt betænkelig, er, at mange symfoniske metalbands pludselig mener, at de alle sammen skal have en sanger, der skal growle - på denne sang fungerer det dog helt perfekt, og Delain vælger kun at bruge growl på et par af sangene. Pladens tredje nummer “Beneath” har en næsten start-2000’er lyd, der nogle steder har et The Rasmus- og andre steder et Evanescence-vibe. Dertil kommer den eksistentialistiske lyrik, der også falder i tråd med 2000’er-æstetikken: “Around my neck a stone tied/ Enduring crushing darkness/ Starless void of ageless night”. Yderligere er melodien meget iørefaldende, og lytterens ører bliver velsignet med en glimrende vokalpræstation fra både Leah og Paolo Ribaldinis side. Men det var jo desværre for godt til at være sandt, for pludselig får lytteren smidt “Moth to a Flame” i fjæset, der på yderst ubehagelig måde minder om “Everytime We Touch” med Maggie Reilly. Heldigvis går det ikke videre i den dur, for den næste sang “Queen of Shadow” har nogle fede guitarriffs samt et godt sammenspil mellem Diana Leah og gæstevokalist Ribaldini. Og det fortsætter i god stil, for pladens højdepunkter er de to sidste sange “Invictius” og “Underland”, der begge har en kompleks og episk orkestrering, der bare fungerer: Især trommeslagerens arbejde er helt fænomenalt på disse to sange. Yderligere får vi en spot-on vokalpræstation fra Diana Leahs side, og særligt på “Invictius”, der varer over fem minutter, er der en god dynamik mellem Leah og gæstesangerne, der denne gang også omfatter tidligere Nightwish-medlem Marko Hietala, som i den grad løfter niveauet og gør dette nummer helt uimodståeligt. Således ender albummet med en rigtig fin slutspurt, der gør, at man lettere kan se hen over de mere poppede sange, der godt kan skurre lidt i en metalfans ører.

Fugl Føniks rejser sig fra asken igen

Selv om Dark Waters ikke præsenterer lytteren for noget decideret nyt, har vi alligevel med et yderst stærkt album at gøre – det er flot produceret, hvor alle instrumenter fremstår knivskarpt, musikerne er dygtige, og bandet har engageret en formidabel sangerinde med en alsidig stemme. Yderligere formår den hollandske mastermind at skabe sange, der på den ene side er meget komplekse, men på den anden side er meget iørefaldende. På trods af, at mange af delelementerne i sangene genbruges, skabes der variation, fordi de bliver sat sammen på en ny måde i hver enkelt sang og hyppigt suppleres med små musikalske finesser i form af kor og percussion. Med sit høje niveau falder Dark Waters kvalitetsmæssigt altså mere i tråd med The Human Contradiction fra 2014 end med Delains senere udgivelser, så det er et album, jeg vil anbefale til dem, der godt kan lide symfonisk metal og måske lidt havde opgivet Delain.