The Good, the Bad and the Ugly
Lad mig starte med det positive: Charlotte Wessels synger fantastisk. Hendes stemme er let og elegant som en svanefjer, der hviler på en månekrystal i solnedgangen. Moonbathers er fantastisk produceret, lyden er klar og skarp, og alle instrumenterne går rent ind. Samspillet mellem de forskellige medlemmer fungerer også; der er plads til, at keyboardet kan gå ind at overskygge guitaren osv. Deres cover-udgave af Queens ”Scandal” fungerer også okay, alting taget i betragtning – at prøve at simulere Freddy, Brian og de andre dronninger er altid et sats. Slutteligt er det også et nydeligt cover, som de har givet albummet.
Men, og det er et stort men, når det så er sagt, stopper rosen også der, for Moonbathers er sgu ikke noget hit, og Delain formår ikke at imponere synderligt – udover med førnævnte elementer.
Clichégasmic!
Jeg skal gøre mit absolut bedste for ikke at lyde som en sur, gammel mand nu samt at forblive så objektiv som overhovedet muligt, på spejderære!
Medmindre man er helt vanvittigt pjattet med symfonisk metal eller hardcore Delain-fan, så vil man næppe blive synderligt imponeret over Moonbathers. Det er, som om at Delain har besluttet sig for at bruge alle klichéerne indenfor symfonisk metal, lige fra keyboard-balladen til ekstremt platte sangtekster. Et eksempel er her fra sangen ”Suckerpunch”, hvor Charlotte fortæller om, hvordan hun ønsker at ”suckerpunch the demons out of my dreams”.
Enkelte numre har de dog forsøgt at peppe lidt op med nogle breakdowns, hvilket fungerer okay, men ikke gør at man sidder tilbage og samler underkæben op fra gulvet. Albummets absolut bedste sang er introsangen ”Hands of Gold”, hvor Alissa White-Gluz fra Arch Enemy er gæstevokalist. Det fungerer vildt godt; hendes groove-stemme er en fabelagtig kontrast til Charlottes skønsang, så hvis hun nu havde været med hele vejen igennem, havde Moonbathers været en meget mere spændende plade. Albummet slutter med den, delvist, instrumentale ”The Monarch”, som også er et ret stærkt nummer – muligvis fordi de manglende superplatte tekster gør, at man kan høre, hvor dygtige musikanter Delain egentligt er. Så Moonbathers starter godt og slutter lige så godt. Det er bare midten, der er kedelig og uinspirerede, hvilket er en skam, men sådan er det jo.
At least it’s not…
Moonbathers er ikke en dårlig skive, så det er ikke sådan, at man halvvejs igennem flår den ud af anlægget og kaster den over i bunken sammen med Lulu, Chinese Democracy og andre bommerter, mens man brøler ”FØJ!”. Nej, det er bare en usigeligt kedelig skive. En skive der, på trods af at den netop giver udtryk for at være eventyrlig, falder totalt igennem og mangler noget punch, power og eventyr.
