Posen rystes igen
Guitarist og keyboardspiller Marco Heubaum, der dannede det symfoniske metalband Xandria i Bielefeld i 1997, har endnu en gang fundet sig nogle nye bandkollegaer – og denne gang er det alle, der er blevet udskiftet i forhold til deres sidste udspil, der ligger fem år tilbage. Så nu har vi Ambre Vourvahis på vokal, Rob Klawonn på guitar, Tim Schwarz på bas og Dimitrio Gatsios på trommer, og sammen med et fyrrepersoners kor er Xandria nu klar med deres ottende studioalbum, The Wonders Still Awaiting, der udkom den 3.2.2023.
Gaaaab…
Kender du det, at du har lidt penge på kontoen og overvejer, om du skal bruge dem på nyt tøj? Skal du nu vælge ti stykker tøj fra Primark eller én god trøje, der er produceret uden børnearbejde og er miljøvenlig? Jeg ville helt klart vælge det sidste, men Xandria repræsenterer førstnævnte type af forbrugere med deres hurtigtproducerede, blanktpolerede og dødkedelige numre, som de har samlet hele tretten af på denne skive. Karakteristisk for Xandrias lyd er et standardguitarriff, en middelmådig kvindestemme, udpræget brug af et operaagtigt kor samt overdreven orkestrering. Desuden er samtlige sange meget lange og kunne uden problemer skæres ned til cirka halv længde, uden at det ville skade pladens samlede indtryk. Xandria er også meget glade for at integrere en masse forskellige delelementer i hver eneste sang, hvorved numrene bliver usammenhængende og svære at holde ud i længden. I andre forbindelser har mine kollegaer her på Heavymetal.dk talt om “en overambitiøs rodebutik”, og det er lige præcis det, der også gør sig gældende for dette album.
Men lad mig nu kigge nærmere på et par eksempler! Albummets indledningsnummer, “Two Worlds”, der varer over syv minutter, er prototypisk for dette albums sange. Efter en kort instrumental intro kommer Vourvahis på banen, men hendes stemme har bare ikke meget kant og kunne sagtens høre hjemme i schlageren a la Helene Fischer. Derefter følger standardguitarriffet akkompagneret af dobbeltbastromme og til sidst koret. Så er de første fire minutter overstået, og sangen kunne sagtens være færdig. Men nej, det hele starter forfra, og i kombination med en sangtekst, der ikke kan beslutte sig for, om den vil være samfundskritisk eller episk, “Something never leaving us/The wolf still among the sheep/Fake news cover bloody hands”, er der simpelthen for meget, der ikke hænger sammen. Også i de over fem minutter lange “Reborn” og “My Curse is My Redemption” gør akkurat det samme sig gældende. Som lytter er det helt uforståeligt, at de sange skal være så lange. Albummets tredje nummer, “You Will Never Be Our God”, som har besøg af Ralf Scheepers, der blandt andet også er kendt for sit samarbejde med Tobias Sammet fra Avantasia, starter godt med en lidt uhyggelig stemning, der underlægges af growling. Scheepers synger ikke solo, men idet han synger med hos Vourvahis, bliver sangstemmen lidt fyldigere, og der kører et godt ping-pong mellem growl og sang. Nummeret er dog også alt for langt, da de samme delelementer gentages igen og igen. “Ghosts” skiller sig ud med en mere aggressiv lyd, hvor der er en ganske god trommeintro, nogle gode temposkift og lidt mere gang i guitaren. “Your Stories I’ll Remember” er pladens ballade, hvor guitar og bas er stærkt nedtonet, mens klaver og strygeinstrumenter så til gengæld får lov til at boltre sig, og de supplerer fint guitaren i sangens obligatoriske guitarsolo. Sangen minder nogle steder en smule om “All I Wanted” fra Kansas og er nok et af de mere vellykkede numre på pladen. Når man hører dette album, mærker man, at Evanescence ikke har levet forgæves; Xandria er dog bare en billig kopi, da hverken sang eller variationen i musikken kan leve op til 2000'er-legendernes succeser.
Enhedsgrød? Nej tak!
Når man som anmelder bliver nødt til at gennemlytte et album op til flere gange, inden man skriver en anmeldelse, er det sommetider en fornøjelse. Andre gange er det en tortur. Ved anden gennemlytning af dette album fik jeg faktisk fysiske smerter. Når man flere gange skal sidde i over en time og lytte til noget, der føles som den samme sang på repeat, er det bare fysisk anstrengende. Hver sang for sig selv kan godt lige gå an, musikerne på pladen er dygtige, og mastermind Heubaum har bestemt også sin berettigelse, men disse sange er alle skåret over samme læst, de er ikke huskværdige, og pladen er på ingen måde nyskabende! Havde dette været et debutalbum, havde antallet af kranier nok været lidt højere, men dette band har snart 30 år på bagen, og så forventes der altså mere af dem.
