Deep Purple - Whoosh!

Whoosh!

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:13

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Ingen introduktion nødvendig

Det er på en eller anden måde betryggende, at et band, der var med helt fra dengang, vores allesammens favoritgenre blev grundlagt, stadig er aktive og udgiver ny musik i dag. Der er ikke mange af dem tilbage, men Deep Purple er, for nu at udtrykke det på moderne dansk, ”still going strong”. Yderligere introduktion til disse omvandrende legender burde være overflødig, så lad os bare med det samme kaste os over deres 21. studiealbum, der netop er udkommet, nogle måneder forsinket på grund af corona. 

Purple kommer langt omkring

Whoosh! er, ganske imponerende, Purples tredje studiealbum, siden de i 2013 fandt sammen med producer Bob Ezrin (der blandt andet har siddet bag pulten for Kiss, Alice Cooper, Pink Floyd og Nine Inch Nails), og sammen med Ezrin har de gamle briter tilsyneladende fundet deres anden ungdom. Til sammenligning har de ca. 20 år yngre kolleger i Metallica jo kun udgivet et enkelt album i samme periode. Den gode stime fortsætter her på Whoosh!, hvor gruppen musikalsk kommer ganske langt omkring. Der er selvfølgelig rigelige mængder af hammondinficeret klassisk Deep Purple, men der diskes op med mange andre stilarter. Vi får R&B-omkvæd på ”Drop the Weapon”, rendyrket 70’er-prog under introen og solo på “Nothing at All”, decideret boogie woogie på den pjattede ”What the What” og endelig et skud østlig mystik på den smukke ”The Power of the Moon”.

Alt klares forbilledligt og rutineret af veteranerne, der suppleres med lune og underfundige tekster fra en moden Ian Gillan, som (heldigvis) ikke længere synger om hotelbrænde og kvinder fra Asien. I stedet for reflekterer Gillan, som den modne mand, han nu engang er (host, host, David Coverdale), over livet, naturen og tidens tand, og det passer perfekt med den i øvrigt afdæmpede stemning, der er på dette gennemførte album.

Steve Morse, der siden 1994 har haft den tvivlsomme fornøjelse at følge efter Ritchie Blackmore og spille hans riffs og soli, klarer det igen med bravur. Noget enhver, der har oplevet ham live, for øvrigt for længst har kunnet konstatere. Det er dog helt klart Don Airey, der afløste legenden Jon Lord i 2002, der er stjernen på dette keyboarddominerede album. Sammenspillet med Steve Morse er perfekt, men det er alligevel Airey med hans fremragende soli og smukke melodier, der lyser stærkest overalt på dette album. Man savner faktisk, at Steve Morse af og til havde fået lov til at folde sig ud og sparke lidt mere røv; han er jo trods alt bandets yngste medlem med sine bare 66 år. Det samme gælder sådan set for produktionen, der i længden er lidt for poleret og enslydende i forhold til de mange genreskift undervejs. Det passer perfekt på den poppede (og fremragende) single ”Nothing at All”, men mere sonisk variation havde været et stort plus.

Den gamle garde kan endnu

13 sange og næsten en times varighed er lidt af en mundfuld, og man kan ikke undgå til tider at ønske sig tilbage til dengang, Deep Purple startede, hvor en plade bestod af 7-9 sange og maksimalt 40 minutter. Men selv på de mere anonyme numre er der hele tiden små, lækre detaljer, der gør, at ens opmærksomhed aldrig forsvinder helt. Alt i alt er Whoosh! dermed et yderst vellykket album, der overbevisende illustrerer, at nogen fra den gamle garde absolut kan endnu. Bassist Roger Glover har tidligere udtalt, at hans ambition har været at putte ’the Deep’ tilbage i ’Purple’, og man må konstatere, at det er lykkedes på bedste vis.

Tracklist

  1. Throw My Bones
  2. Drop the Weapon
  3. We're All the Same in the Dark
  4. Nothing at All
  5. No Need to Shout
  6. Step by Step
  7. What the What
  8. The Long Way Around
  9. The Power of the Moon
  10. Remission Possible (instrumental)
  11. Man Alive
  12. And the Address (instrumental)
  13. Dancing in My Sleep
Imusic

Tilføj kommentar