Alice C
Whitesnake - Flesh & Blood

Flesh & Blood

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:13

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Walking in the shadow of the blues

I kølvandet på legendariske Deep Purples sammenbrud i 1976 opstod der flere (næsten) lige så sagnomspundne grupper. Én af dem var Whitesnake, der med enkelte tidligere Deep Purple-medlemmer med i truppen (bl.a. Jon Lord og Ian Paice) nok også er det post-Purple-band, der har nydt størst kommerciel succes. Whitesnake startede egentlig som et soloprojekt for  David Coverdale, og det er ham, der har svunget både mikrofonen og taktstokken lige siden samt taget alle vigtige beslutninger i bandets karriere.

Måske er det på grund af Coverdales start som ganske ung i Deep Purple, hvor virtuosen Richie Blackmore stod ved roret, at han mere eller mindre konstant har omgivet sig med andre strenge-ekvilibrister som John Sykes, Steve Vai, Adrian Vandenberg og Vivian Campbell. I dag er det Reb Beach og John Hoekstra, der har taget over, og de kan såmænd også shredde med de bedste. Glemt er tilsyneladende de første Whitesnake-albums, hvor blues-baserede guitarister, som Bernie Mardsen, Micky Moody og Mel Galley, fokuserede mere på feel, og hvad sangene havde brug for, end på fingergymnastik. Og netop dette viser sig hurtigt at være en udfordring, når man lytter til Whitesnakes nyeste udspil, Flesh & Blood.

Man fattes orgel!

Albumåbneren ”Good To See You Again” er et ”lad os nu få gang i festen”-nummer, der er som skabt til også at åbne koncerter. Med et medrivende omkvæd og en lækker slide-guitar, er det en absolut godkendt start. På ”Gonna Be Alright” genskabes lidt af stemningen fra det vellykkede Coverdale-Page samarbejde fra 1993, uden det dog helt når højderne fra det ene album, der kom ud af det. Singlen ”Shut Up And Kiss Me” er et fantastisk party-nummer, der ubønhørligt sparker lytteren direkte tilbage til 1980’erne med alt det, der hører til. Det samme gør videoen, men desværre ødelægges sagen af dens insisteren på at genfinde ånden fra dengang smukke kvinder med Hundige-hår og stramme spandex-bukser kastede sig for fødderne af typer som Coverdale. I dag fremstår den slags pubertært, aldeles ude af takt med tiden og derfor helt igennem malplaceret. Med den ekvilibristiske guitar-solo åbenbarer ”Shut Up and Kiss Me” desuden et andet hyppigt problem på Flesh & Blood: Alt for meget shredding – men det vender vi tilbage til.

Med sang-titler som ”Trouble Is Your Middle Name” og ”Hey You (You Make Me Rock)” slås klicheerne med rendyrkede banaliteter om at komme til. Man kunne måske tillade sig at forvente lidt mere af en mand, der i den grad har levet livet og snart nærmer sig de 70 ture rundt om solen. ”Trouble” er faktisk en aldeles solid rocker, men desværre endnu et eksempel på, at enerverende shredding ødelægger den gode stemning, og selv på en klassisk Whitesnake-ballade som ”Heart Of Stone” kan Hoekstra ikke holde sig i skindet. Det er absolut imponerende guitar-arbejde, vi præsenteres for på Flesh & Blood, jeg har bare svært ved at se meningen med at konkurrere med de hurtigste thrash-, tech-death- eller hvad-ved-jeg-guitarister, når man spiller blues-baseret hard-rock. Så på trods af guitaristernes uomtvistelige evner bliver al den lir trættende i længden. 

Flesh & Blood er flot og velproduceret, og Coverdales vokal holder ganske flot, men keyboardet er begravet så dybt i mixet, at bandet aldrig får skabt den ikoniske Whitesnake-lyd. ”Man fattes (Hammond)orgel”, som Stewart Stardust utvivlsomt ville udbryde.

More is less

På trods af flere gode momenter og et yderst velspillende band, er Flesh & Blood med 13 numre og en længde på hele 60 minutter simpelthen bare for meget af det gode. ”More is more”, sagde Yngwie Malmsteen engang. Ikke her, og det er, som om David Coverdale ikke helt har kunnet beslutte sig for, hvilken af de to primære udgaver af Whitesnake, han vil stå i spidsen for her i 2019. Den blues-dominerede tid umiddelbart efter Deep Purple med hovedværket Slide It In eller storsælgeren Whitesnake fra 1987, der med ét slog de fleste amerikanske hair-metalbands tilbage til start? Der er elementer af begge dele på Flesh & Blood, men alligevel alt for meget af det sidste. 1980’er glam-stilen er forbundet med én bestemt periode, og der bør den blive, uanset hvor sjovt vi ellers havde det dengang. Med dette album kommer David Coverdale på mange måder til at fremstå som hår-metallens svar på Austin Powers, og han fortjener så meget mere.

Tracklist

  1. Good To See You Again
  2. Gonna Be Alright
  3. Shut Up & Kiss Me
  4. Hey You (You Make Me Rock)
  5. Always & Forever
  6. When I Think Of You (Color Me Blue)
  7. Trouble Is Your Middle Name
  8. Flesh & Blood
  9. Well I Never
  10. Heart Of Stone
  11. Get Up
  12. After All
  13. Sands Of Time

Tilføj kommentar