En ny dreng i klassen
For et par måneder siden smed de gamle hardrockere fra Deep Purple =1 på gaden. Det var deres 23. studiealbum og godt 56 år efter debuten. Den lader vi lige stå et øjeblik, for det er da vanvittigt imponerende. Største forandring denne gang er, et den mangeårige guitarist Steve Morse forlod skuden i 22. Hans erstatning, Simon McBride, har masser af erfaring fra adskillige metal-, rock- og bluesprojekter, men mon en ung mand på bare 45 (hvilket er chokerende meget yngre end denne skribent) kan falde ind i den klassiske Purple-stil? Alder er som bekendt kun et tal, så lad os se, om de aldrende herrer i Deep Purple sammen med den nye knægt i klassen be- eller afkræfter denne gamle kliche.
Tilbage til storhedstiden
Inden vi når så langt, må vi dog lige behandle coveret, for det hører til blandt de mest patetiske og uinspirerede forsøg på coverart i rockens historie. En så ringe indpakning giver bange anelser for indholdet, men det går heldigvis hurtigt over. Albumåbneren ”Show Me” giver med sine fine melodier, lækre grooves og en topproduktion, der er gammeldags på den fede måde, en stensikker start. Allerede her får vi de første af utallige stilsikre soli, hvor keyboards og guitar både duellerer og optræder i skøn harmoni. Det høje niveau fortsætter med sange som “Sharp Shooter” og “Portable Door”, der svinger så kodylt, at vi ubønhørligt føres tilbage til storhedstiden i 70’erne.
Overalt dukker proggede og melodiske soli op, både fra guitar og trommer, selvom man da af og til savner et stykke Bach-inspireret Blackmore-classic. Ian Gillans vokal ligger lunt lige i det register, de gamle stemmebånd kan håndtere, og det er givetvis en klog beslutning. Bob Ezrins produktion er endnu en gang upåklagelig, og det eneste, der egentlig er at udsætte på =1, er længden.
På “Old-Fangled Thing” sættes tempoet op, og det giver i sig selv den bedste forklaring på, hvorfor de gamle englændere her i karrierens efterår for det meste holder sig fra det. Her kunne kvalitetskontrollen godt have trådt i karakter, og det samme gør sig gældende for de to obligatoriske ballader, “If I Were You” og “I'll Catch You”. Begge er kedelige stiløvelser, blottet for nerve. Og så er det sgu lidt underligt at lytte til ulykkelig kærlighed fra en flok gamle gutter sidst i 70’erne. Heldigvis leverer “Bleeding Obvious” en afslutning på albummet, der er den suveræne start værdig. Fedt grove, lækkert omkvæd og et både tungt og blæret c-stykke med endnu flere veludførte soli.
(=1)-4=8/10
Til tider fremstår de engelske veteraner lige så farlige som Shu-Bi-Dua, men heldigvis bliver perioderne med kedsomhed klart overskygget af momenter med klassisk og efter omstændighederne hårdtslående Purple. Det er forbløffende nemt at udpege de fire sange, der skulle gemmes til deluxeudgaven, men desværre behersker Purple og overraskende nok heller ikke Bob Ezrin begrænsningens kunst. Godt et kvarter kortere havde =1, på trods af det urimeligt ringe cover, været en stensikker 8’er. Den 8’er er gemt som en playliste her, og så kan vi alle lade, som om Purple har udgivet endnu en banger. Selv tak, også til Spotify, men allermest tak til Roger, Don, Simon og 2 * Ian for at vise, at man trods alt aldrig er for gammel til at rocke og rulle.
