Lilla, når det er dybest
20 er lig med evigt
De fleste bands render ind i en mur på et tidspunkt. Men selv efter 20 skiver er Deep Purple stadig klar på at levere den fedeste rock/heavy omgang øretæver, som kun garvede gamle drenge kan gøre det. Bandet har eksisteret siden 1968 og har haft et imponerende repertoire af musikere med sig. Især er de kendt for den luftguitarsindgydende ”Smoke on the Water”, og bliver regnet for at være nogle af pionererne blandt den helt tunge rockmusik. Nu er de så her med deres 20. skive, Infinite.
Gamle hunde, gode tricks
At bruge Bob Ezrin som producer endnu en gang er noget af det mest fornuftige, Deep Purple har valgt, for efter så mange år sikrer han stadig den helt old school Deep Purple-lyd.
”Time for Bedlam” er åbningsnummeret, og vi ser her, hvad erfaring betyder for et band. For selvom der naturligvis ligger et flot talent bag hvert enkelt medlem, er det i den grad følelsen af at blive losset i røven af en støvle, som har losset utallige andre igennem tiden. Ian Gillans let genkendelige stemme tager dig fra start i hånden som en heavy metal-morfar, som du stoler på af hele hjertet, og slipper dig aldrig. Steve Morse er også en meget vigtig årsag til, at bandet kan kreere succes, for hold nu kæft, en guitar! ”Birds of Prey” er en sej og hård fætter, som bestemt cementerer bandets lyd og position som genrens ultimative mestre. Man skal dog kunne li’ den lidt mere bluesede stil i bandets coverversion af nummeret ”Roadhouse Blues”, som lyder utroligt meget som en jam, der lige skulle fylde de sidste par minutter ud på skiven.
Rock, som det skal være!
Det er svært at komme udenom Deep Purple, når man snakker om rockmusik. De er så definerende for genren, som man kan være, og de beviser gang på gang, at de har styr på deres ting. Jeg elsker, at de forventninger, man har til et band, bliver indfriet, når man sætter en ny skive på med dem – og selvom det er 20. gang, bliver jeg igen ikke skuffet. DU skal også høre Infinite, for som Gillan selv siger: ”Den er lidt tungere – eller progget, som vi kalder det – men den er fandme go!”.
