Lyse toner, mørk lyrik
Kunst fungerer kun som protest og provokation, hvis det træder nogen over tæerne, og på albummet HOLLYWOOD FOREVER har den amerikanske sanger DeathbyRomy (med det borgerlige navn Romy Flores) taget de tunge platformstøvler på. Den 26-årige kunstner debuterede i 2018, men har været en del af LA’s musikverden siden 15-årsalderen. Det vakte dyb undren blandt mange, da hun spillede på Copenhell sidste år, da hendes electro-industrial lyd bryder med forventningen til festivalens genrespektrum. “Hvad er det nu, de unge har gang i?! Det her er sguda ikke metal” får man som den gamle mand i The Simpsons lyst til at råbe mod skyerne. Men vi trænger til nyskabelse på den alternative musikscene, selvom det gør ondt at smadre panserglasset i glasmosaikkerne på sine genrekonventioners katedraler. Albummet har brod og fortæller en interessant historie, hvis blot man slår metalskyklapperne fra. Det er smertelig og vred industrial-inspireret dark pop med en klar agenda, men spørgsmålet er, om det hører til på metalscenen, eller hellere burde spilles på P3.
Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung
HOLLYWOOD FOREVER er et konceptalbum, selvom det måske ikke fremstår tydeligt ved første øjekast. Albummet gengiver det ofte usunde og undertrykkende musikmiljø i LA, som Flores selv er barn af. Lyrikken bærer både på vrede og sorg over alle de skæbner, der går tabt i jetsetterlivets jagt på den lykke, der altid ligger lige uden for fingerspidserne. DeathbyRomy har været vidne til adskillige versioner af den skæbne, som hun synger om på numre som “CITY OF ANGELS”, idet hun har mistet mange venner til alkohol, narko og selvmord. Vingerne på englene fra City of Angels (et andet navn for Hollywood) er således stækkede, og deres frihed rækker kun så langt, at de er inden for skudvidde, så deres fugleflugt altid kan stoppes. I dag er Flores selv ædru og stoffri, men mindes på sange som “CITY OF ANGELS” og “IF I DIE YOUNG” de kunstnervenner, der ikke nåede så langt. Mens sangteksterne er særdeles velskrevne, mangler lydsiden dog progression. Man savner mørket i hendes industrial dark pop, for de elektroniske beats spejler ikke den brutalitet, hun synger om. Albummets første halvdel er energisk med både danse- og smadrevenlige beats, men omkring dets midte mister det pusten. Lidt af den tabte energi genvindes ved albummets sidste del, eksempelvis på nummeret “KOBK”. Her er vreden tilbage, og det lavere toneleje klæder Flores, når det ledsages af metalsoloartisten Jayden Hammers og undergrundsindiebandet Team Deaths protestsangsprægede vokaler. Man mærker knytnæverne bag hvert taktslag og får lyst til at gå på barrikaderne. Det er ung vrede, der bryder alle konventioner, og selvom man savner kompleksitet i kompositionerne, så præsenterer teksterne den dybde, som lydsiden mangler. Albummet er spækket med fine features fra andre artister, hvilket virker som en generel tendens i nyere musik. Blandt disse features er både evigt aktuelle Wargasm på “YUNG & RICH” og det alternative rockband Palaye Royale på “PRAY TO ME”. Palaye Royale spillede ligesom DeathbyRomy på Copenhell sidste år, hvor forsanger Remington Leith sejlede over menneskehavet i en gummibåd. Jeg er ikke vant til at trække aldersgennemsnittet op ved metalkoncerter, men det var tilfældet her, da det resterende publikum nok endnu ikke aner, hvad det vil sige at have tømmermænd og ondt i knæene. Palaye Royale’s feature på HOLLYWOOD FOREVER er således meget sigende for, hvilken publikumsdemografi albummet er tiltænkt. Det giver håb for, at scenen ikke dør med de ældre generationer, men stadig er i evig udvikling, og at oprørsånden lever ved bedste velgående.
En poppet protest mod LA’s musikmølle
DeathbyRomy leverer poppet protestmusik, der er fængende og smertelig, men man savner mere klassisk tråd og mindre elektronisk, overproduceret trommemaskine og synthede beats. Det er slagkraftig pop med klar inspiration af undergrunds-industrial. Man bliver smittet af både energien og indignationen over alle de lig, der gemmer sig under lyrikkens linjer, når DeathbyRomy synger om Hollywoods bagside og det bjerg af håbefulde, døde unge, som man må bestige for at komme til tops i branchen. Selvom det måske skurrer i de gamle ører, og det er interessant at se, hvad denne nye bølge af yngre bands bringer med sig, og hvordan den vil præge metalscenen.