Maskinernes tidsalder

Vi skriver år 2047, robotternes oprør er ovre, og maskinerne har vundet. Denne bitre kamp mellem menneske og maskine, hvor størstedelen af menneskeheden måtte lade livet, udspiller sig i David L. Pulvers kampagnebog Reign of Steel. Den amerikanske supergruppe, Death Dealer med medlemmer fra blandt andet Manowar og Symphony X har efter seks års ventetid nu udgivet deres fjerde langspiller, der ligeledes bærer navnet Reign Of Steel. Lad os se, om maskinerne også vinder i denne 2026-version. 

Scream bloody murder

Med en klassisk midttempo heavymetal-intro starter pladen ganske lovende med “Assemble”, der hurtigt udvikler sig til en hæsblæsende stamper, hvor lytteren mødes af overskudsagtigt guitararbejde, dobbelbastromme spillet af Steve Bolognese og highpitchskrig, der lader trommehinderne bløde – altså lige det, man vil forvente på en Death Dealer-plade. Allerede på efterfølgende nummer, “Devil's Triangle”, introduceres man for et problem, der formår at ødelægge adskillige sange: vokalarrangementerne. Når der blot er ét spor af Sean Pecks vokal, fungerer det ganske fint – imidlertid er der dog også her et par passager, som selv for denne powermetal-entusiast er alt for skærebrænderagtige. Allerværst bliver det dog, når flere vokalspor, hvis tonearter ikke passer sammen, lægges oven på hinanden. For når man egentlig tror, at det lyder ganske okay, vender “grima”-lyden ubarmhjertigt tilbage. Det høres blandt andet på “Bloodbath”, der starter ganske forbilledligt med bragende blastbeats og hårdtslående guitararbejde, som man jo kender det fra Ross the Boss. Glæden holder dog ikke længe, da man bliver mødt af en nærmest punket vokal, der rent stilistisk bevæger sig i en helt anden retning end de tidligere numre. Denne stilistiske bommert bryder ikke blot pladens kontinuitet, til tider virker den decideret umusikalsk, når den kombineres med de bagvedliggende vokalspor, der bare slet ikke fungerer. Dette er hverken første eller sidste gang, at dette demoagtige sammensurium løber løbsk. Ottende track, “Dragon Of Algorath”, bugner af mislykkede harmonier, der giver sangen et ufærdigt udtryk. Det er mig helt ubegribeligt, at nogen lyttede til dette nummer og tænkte, at det var færdigt sådan – særligt i betragtning af Reign Of Steels sporadiske kvaliteter. Ja, dem er der også. Langt hen ad vejen fungerer pladens instrumentelle aspekter som tidligere nævnt nemlig ganske fint.     

Sand i maskineriet

På trods af solide guitarpassager og taktfast trommespil kan de kompositoriske skavanker ikke opvejes, og man står tilbage med en følelse af, at de 44 minutter, som pladen varer, godt kunne have været brugt mere optimalt – både hvad angår bandets indsats og lytterens valg af musik. Det er sgu en ommer.