Indfrier ikke helt forventningerne En våd drøm?
Jeg må indrømme, at jeg har et svagt punkt for storladent metal grænsende til det vulgære. Således har jeg altid haft svært ved ikke at lade mig rive med, når Manowar har givet den gas uden smålig skelen til, om det egentlig ikke blev lidt for meget.
Det er også derfor, at jeg har det med at falde for power metal, hvor der bare gives los.
Og her kommer Death Dealer så ind i billedet. Et power metal band, der blev dannet i 2012, og som blandt andre har Ross The Boss om bord. For de af læserne, der ikke har historien med sig, var Ross The Boss med i Manowar frem til 1988 og har således været med til at give os nogle gedigne klassikkere! Af andre medlemmer kan nævnes Sean Peck fra Cage og Mike Davis, der har spillet med blandt andre Halford og Ozzy Osbourne.
Nu er det så Death Dealer Med dette line-up var forventningerne tårnhøje, da War Master blev fundet frem, og der blev trykket på play, og der åbnes med "Death Dealer". Det er en energiudladning med et højt tempo. Og det lyder som noget, der kunne have været på en Cage-udgivelse. Sean Peck viser her, at han på mange stræk lyder ganske meget som Rob Halford – og det er der sådan set ikke noget galt med.
Jeg blev nok noget skeptisk for, om der mest af alt er tale om en Cage-klon, men allerede næste nummer, "Never to Kneel", hvor tempoet går noget ned, viser, at Death Dealer vil noget andet end Cage. Et ganske udmærket nummer, som viser, at der er rigtig fornuftig besætning ombord, men som alligevel ikke rigtig løfter sig. Det er gendigen power metal af den lidt hårdere slags med fokus på power. Lidt det samme synes jeg, man kan sige om flere af War Masters øvrige numre, herunder titelnummeret der starter tungt, men så alligevel ikke rigtig holder niveauet.
Vi får også en balladeagtig sag i "Children of Flames", der starter med lidt fløjteri, og vi skal over en halv-falset, der giver mindelser om W.A.S.P.s "Sleeping in the Fire", før nummeret kommer rigtig i gang. Omkvædet er rigtig fornuftigt og storladent, uden at vi dog når op i de helt høje luftlag.
Under vejs når vi forbi Hammer Down, der er et godt nummer med et fedt riff og et godt omkvæd. Personligt ville jeg måske gerne have haft lidt kor på omkvædet, men det skal ikke skille os ad. Samme positive ting kan siges om "Liberty or Death" og "Wraiths on the Wind". Tre numre, der i sig selv nok er værd at investere i War Master for.
Personligt synes jeg, at Sean Peck er en god sanger, der måske lider lidt under tydeligt at være meget inspireret af Rob Halford. Men så længe det lyder godt, er det vel også i orden. Derudover har Death Dealer styrken af nogle gode guitarister; der er mange gode riffs på "War Master". Jo, jo, Death Dealer kan deres kram.
Var det så godt? Warmaster bliver leveret af nogle kompetente herrer, og der er navnlig gode riffs at finde. Nu skrev jeg tidligere, at jeg godt kan lide Sean Pecks sang, og det står jeg ved. Men på War Master synes jeg, at guitarerne alligevel bliver trukket lidt for langt tilbage i musikken i forhold til vokalen, og det er synd. Når man nu kender de bands, som Death Dealers medlemmer kommer fra, synes jeg, at det mest slående er manglen på rigtig gode numre. Det er gode numre, men jeg må erkende, at jeg alligevel bliver efterladt en smule skuffet. Der mangler den vulgære storladenhed, som kunne løfte War Master. Det burde altså nok kunne have været gjort bedre. Men hvis man godt kan lide Cage og deslige – og måske synes, at Manowar er for meget – så bør man nok give War Master et lyt. Tracklist: 1. Death Dealer 05:22 2. Never to Kneel 04:37 3. War Master 05:08 4. Children of Flames 05:13 5. Curse of the Heretic 05:19 6. Hammer Down 04:52 7. The Devils Mile 06:29 8. Liberty or Death 04:42 9. Heads Spikes Walls 04:02 10. Wraiths on the Wind 04:40 Jeg har desværre ikke kunnet finde en video fra War Master, men der kan findes sange på Death Dealers website.
