Det californiske thrash-band, Death Angel, har på deres 8. studiealbum fokus på det fede i det simple – uden alt for meget fyld, pynt, dikkedarer og uden at hænge sig i traditionelle genrer-forståelser

Lillebror strikes back

Historien er fortalt mange gange før. Et band spillede thrash-metal i 80’erne, ligesom så mange andre. Grundet kunstnerisk uføre og/eller interne personlige stridigheder forsvinder bandet i 90’erne, for at genopstå post-millennium, nu spillende en revitaliseret thrash. Efterspørgslen efter thrash stiger, og musikerne når frem til, at der er mest glæde (og salg) i at spille netop dette. Vi har hørt historien fortalt mange gange før. Og vi skal høre den mange gange endnu. Denne gang skal vi høre den om Death Angel – Bay Area-scenens evige lillebror.

Death Angel har været med siden starten af Bay Area-thrashens fødsel og været et evigt opvarmningsband for ”alle de store”. De to første (og virkelig gode) albums, The Ultra-Violence og Frolic Through the Park, var klassisk Bay Area-thrash. På deres tredje album, Act III, fandt de dog deres egen lyd i sfæren mellem punket thrash med råbekor og catchy hooks og melodi. Udviklingen har sidenhen fået lov til at fortsætte, hvilket gør, at Death Angel langt fra bare er endnu et generisk thrash-band, men et band, der spiller rigtig god thrash – og så meget mere.

Less is more

Albummet er indspillet i Audio Hammer Studios i Florida, hvor de foregående to albums, Relentless Retribution og The Dream Calls For Blood, også er indspillet. Og det ér også et studie, der fungerer rigtig godt for dem. Her får de lov til at spille deres egen tolkning af thrash indspillet i ordentlige forhold med god lyd og god produktion. I løbet af en gennemlytning af albummet konkluderer jeg det ene øjeblik, at det er en exceptionel god baslyd, det næste øjeblik vil jeg fremhæve guitaren, trommerne eller vokalen. Den eneste naturlige konklusion heraf må være, at Death Angel har lavet et utroligt vellydende album, og niveauerne er lige, som de skal være.

Den musikalske præstation er ligeledes i top. Bandet udviser specielt en modighed i deres kompositioner: De er ikke bange for at lade instrumenterne lyde og fylde. En gang imellem er det virkelig fedt at give plads til en simpel trommerytme eller et enkelt bas-riff, som de f.eks. gør i åbneren, ”The Moth”, …inden den blæser af sted i en halsbrækkende guitarsolo.

Dynamikken i musikken bliver skabt på en anden måde end den af andre bands meget ofte benyttede veksling mellem akustisk guitar og fræser-stykke. Her skabes variationen ved at lave flere taktslag med pause og fokus på de enkelte instrumenter. Det er en tilgang til musikskrivning, der bekræfter, at nogle gange er et velspillet riff bare fedt, at det ikke behøver være polyrytmisk progressivt konservatorie-metal, og nogle gange er det rigtigt, at ”less is more”.

Et modigt thrash-album – med lidt fusion

The Evil Divide er et modigt album. Ikke nok med at de tør dvæle ved de enkelte instrumenter i deres simpelhed, så tør de også se stort på alle genrekonventioner. Så hvis man gerne vil have et helt klassisklydende thrash-album, så er det ikke The Evil Divide, man skal købe. Men hvis man er frisk på lidt melodisk og punket råbekor, der næsten lyder som noget fra New Yorks hardcore-scene; noget så sjældent som en thrashet sjæler (eller sjælet thrasher) med masser af følelse og et omkvæd, der har lige så meget patos som filmen Moulin Rouge; en jazzet bas blandet med 90’er-episk Slash-agtig-guitarsolo; OG selvfølgelig, den helt klassiske 80’er Bay Area-thrasher, så er dette album en klar 9/10’er.

Flere gange i løbet af første gennemlytning spurgte jeg mig selv: ”Må man godt det, når man er et thrash-band fra Californien?”, og svaret her kan kun være et højt og tydeligt: ”JA – og det er fedt, at de tør!”