Dygtige Deadnate fortsætter deres spændende udvikling
Er det samme band?
Så kom den endelig – nyeste udgivelse fra danske Deadnate. Kvartetten fra Fredericia har haft overordentligt meget fart på siden debut-ep’en Concrete Flood fra 2018 og er mange gange siden udråbt til et af de næste store navne på den danske metalscene. Deres glimrende præstation på Copenhagen Metal Fest i september vidnede da også om et band, der er i topform og har selvtilliden i orden. Her viste det engang så Gojira-inspirerede band tilmed, at de er blevet en del mere legesyge, end de var for blot tre år siden, da de debuterede, og det kan også høres på nyeste udgivelse, The North Sea Pt. 1., hvor der eksperimenteres i langt højere grad end tidligere. Det synes af og til lidt usammenhængende og ikke altid helt vellykket, men det er der måske en forklaring på.
Deadnate 2.0
Deadnate, der engang startede som et thrash-band på en musikskole i det østjyske, har fokuseret på at skabe en plade, hvor kompromisløshed og ærlighed er i centrum – både i forhold til deres egen tilgang til sangskrivning, men også tematisk, hvor menneskets indbyrdes relationer og forhold til naturen bliver undersøgt i kompositioner fyldt med følelse, fantasi og fremsynethed. Lidt til den langhårede side, vil nogle måske mene, men når progressive musikere på dette absurd høje tekniske niveau tager et skridt i deres udvikling, så bliver resultatet også derefter: snørklet og svært tilgængeligt, men også fascinerende, imponerende og dragende.
Som titlen på pladen diskret indikerer, er The North Sea Pt. 1 første del af et projekt bestående af to plader. Det er på mange måder Deadnate, som vi kender dem, men der er skruet lidt ned for den velkendte Gojira-del og op for en masse andre elementer. Udover at bands som Metallica, Machine Head og en smule Tool nu kan høres hist og her, blander gruppen markant flere prog-passager, thrashy tempi og aggressive core-stykker ind i deres sange, og balancen mellem disse velvalgte virkemidler fungerer fantastisk. Godt hjulpet på vej af det faktum, at Deadnate ikke bare har én, men to fantastiske forsangere i Simon Juul og Kenneth Kejlstrup. De supplerer hinanden suverænt på alle fem numre, der efter en del gennemlytninger kommer til deres ret og lyder helt formidable, men samlet set virker ufuldstændige. Men hvordan kan det lige hænge sammen?
Kom nu med resten!
The North Sea Pt. 1 har en spilletid på kun 19 minutter og er altså næsten overstået, før den rigtig kommer i gang. Indviklet, krævende, progressiv musik som denne kræver bunker af indlevelse og koncentration og er på alle måder et storslået musikalsk maleri, der selvsagt kræver et passende stort lærred. Men her er det altså kun halvdelen, der er synligt. Med andre ord så savner jeg The North Sea Pt. 2, før jeg har et fyldestgørende grundlag at bedømme musikken på. Jeg er ganske overbevist om, at når anden del af albummet rammer hylderne, sidder vi med et enormt ambitiøst og uhyre vellykket og sammenhængende værk, men her og nu er det ret svært at vide, hvad man skal mene.
De fem numre, vi har fået her, er i sig selv rigtig fede – de er både drømmende, melankolske og benhårde og hårdtslående på samme tid – men som helhed synes det omsonst at anmelde allerede, da vi stadig har anden halvdel til gode. Den vil vi så glæde os rigtig meget til og i mellemtiden smide syv kranier efter Deadnate.
