But does it djent!?
Tyske Deadlock kan til næste år fejre deres tyveårs jubilæum, hvilket næsten også er det antal af individer, der har haft instrumentelle roller i bandet siden deres spæde opstart i 1997. Men det er ikke kun ansigter, der er blevet skiftet ud hos Deadlock, det er også toner, idéer, genrer og instrumenter, der er blevet byttet rundt på og vendt på hovedet de sidste mange år. De startede oprindeligt som et hardcore-band, men fik hurtigt udviklet en mere legesyg lyd og blandet alverdens lyde ind i projektet. Fx var deres tredje album, Wolves, stærkt inspireret af trance og elektronisk musik, hvorimod det sjette album, The Arsonist, var et forsøg på at se, om Deadlock nu også kunne djente. De mange skift er en tydelig indikator for, at der jo har været forskellige mennesker involveret igennem årene.
Deadlock Engage
Der, hvor Deadlock nok for alvor skiller sig ud fra de mange andre hardcore-bands, er, at de siden 2002 har kørt med idéen om at have to vokalister: en mand, der øffer, og en kvinde, der synger fint og blødt. Kontrasten i dette giver Deadlock et, relativt, unikt utrykt, og det fungerer ganske udmærket, om end det da bliver lidt forudsigeligt, at når sangen når et breakdown (der oftest bliver serveret med blød bas og piano), ved man, at så kører de Margie Gerlitz i stilling. Hvis man skulle sammenligne det med noget andet, kan man sammenligne det med Killswitch Engage på de album, hvor Howard Jones var vokalisten. Generelt går man ikke helt galt i byen, hvis man forbinder Deadlock med Killswitch Engage, for de to bands minder meget om hinanden. En blanding af hardcore, djent og melodeath giver, åbenbart, denne specifikke lyd, som de to bands ynder at udtrykke sig via.
Not gold, but not shit either
Hvor tidligere Deadlock-skiver måske nok var mere eksperimenterende, er Hybris en opsamling af de mange eksperimenter, da albummet rummer mange elementer fra de forgange år. Dette giver en, forholdsvist, differentieret plade, dog stadig med en genkendelig lyd og en række forudsigelige elementer. Ikke at dette er en skidt ting som sådan. Pladen udstråler livslyst og energi, og så hjælper det også, at Deadlock er kompetente musikere og komponister, samt at produktionen er prima. Hybris er ikke noget mesterværk, der fortjener at blive dyppet i guld og hædret til al evighed, men det er en solid plade, der fungerer som et udmærket udspil og et solidt fundament at bygge videre på.