Daze of June sigter endnu højere denne gang
Det Roskilde-funderede band har gået de sidste knap to år og arbejdet på nyt materiale til deres andet fuldlængdealbum, Tainted Blood, hvilket der jo (desværre) har været masser af tid til i disse lockdown-tider. Siden deres første albumudspil, Heart of Silver, og efterfølgende Europa-turné med bl.a. Thy Art Is Murder har de etableret en spirende fanbase rundtomkring i Europa, og sigter derfor også højere med denne udgivelse. Det kan ses i form af den internationalt anerkendte producer Henrik Udd (Architects, Bring Me The Horizon m.fl.), som er blevet hyret ind for at skabe den perfekte lyd og højne Daze of Junes internationale potentiale, samt de gæstevokalister der bl.a. omfatter Keisuke Numata fra et af Japans største deathcore bands DEVILOOF. Er det så lykkedes det forholdsvis nye danske metalcore-band at skabe den perfekte lyd, det dystre og tunge univers? Det vil jeg prøve at give nogle svar på herunder.
Sønnen, der ikke følte sig ønsket
De mener det alvorligt, når de åbner med ”New Beginnings”, som starter blødt og derefter bryder ud i Benjamins sindssygt stærke scream-vokal, Sylvesters tunge guitarriffs og en ambience, der passer fantastisk til stemningen i sangen. ”Four Knives” fortsætter i samme tunge stil og beviser også, hvilken exceptionel vokalist Benjamin er blevet. Hans clean-vokal fremstår stærk og helt fremme i front, og når den blander sig med den tunge scream og growl, så opstår der noget fantastisk – dét, som blandt andet gør Daze of June til mere end blot endnu et metalcore-band. På ”Hypnos” har de fået Courtney LaPlante med (Iwrestledabearonce og Spiritbox), der både fremviser sin bløde clean-side, men også sin energiske scream og growl, hvilket går rigtig godt i spænd med Daze of Junes univers. Generelt så virker det til, at der er tænkt meget mere over sammensætningen af sange på Tainted Blood end på Heart of Silver. Der er også umiddelbart mere variation, men samtidig finder de også plads til tungere beats, flere breakdowns og flere hårde passager på dette album end det forrige, hvilket klæder det ufatteligt godt.
Uanset hvor mange gange jeg gennemlytter albummet, så er der én sang, der står ud. Muligvis på grund af den meget dybe lyrik, der er på sangen, men samtidig med den video, Daze of June har udgivet til ”Son”, kan jeg ikke undgå at få den under huden. Sangen omhandler en drengs anstrengte relation til sin voldelige og alkoholiserede far, som han ikke rigtig nåede at opbygge et forhold til udover et had: ”I can’t tell you now, you’re gone, but I want to be your son, for real, but I never felt wanted”. Om det er personlige oplevelser, eller om det er fiktion, er egentlig ikke så relevant for mig som lytter og seer; dét at den rører noget i en, viser med al tydelighed, at Daze of June er på vej op i en endnu højere liga end hidtil, hvilket jeg synes, hele dette album afspejler. En vilje og et ”vokseværk”, der kan mærkes!
Endnu bedre end forgængeren
Som nævnt tidligere kan jeg ikke undgå at fremhæve Benjamins vokal. Den spænder fantastisk vidt fra den flotte dybe clean-vokal over i både scream og growl. Han er uden tvivl en af landets dygtigste vokalister i genren, om ikke i metal generelt. Men alt skal jo ikke kun handle om ham, for uden Sylvester Jensen (guitar) og Simon Gessø Hansens (bas) stærke instrumentale arbejde ville Daze of June heller ikke være nået så langt (der er huller i deres lineup, og det er svært at finde noget info om dette, men det tyder på, at de står uden trommeslager for nuværende). Deres gamle trommeslager Dennis Fog Larsen står stadig for teksterne i bandet, i samarbejde med Benjamin, Simon og Sylvester
Tainted Blood er uden tvivl endnu stærkere end debuten Heart of Silver og beviser derfor også, at der bør være stort potentiale på den internationale scene. Vores skribent gav Heart of Silver 9 ud af 10 kranier; den beholder jeg på samme niveau her, trods at jeg oprigtigt mener, det er et bedre album. Der skal bare dét ekstra til for at give et album 10 flammende kranier, og da jeg er sikker på, at Daze of June har et endnu større potentiale, end de viser på dette album, så lander vi på 9. Dette er endnu et af de bands på min hastigt voksende liste over ”dem skal jeg se live, når landet åbner igen” – hvilket vi alle kun kan håbe på, bliver hurtigere end forventet, for jeg er med garanti ikke den eneste, der savner en god livekoncert med kolde øl, headbanging, skrål og skrig!
