Metalcore – og mere til

De danske drenge i Daze of June har siden deres albumdebut i 2018, Heart of Silver, løbende udviklet deres lydunivers. Der hersker ingen tvivl om, at de er velbevandrede og hører hjemme i metalcoregenren, men med Tainted Blood fra 2021 begyndte de at integrere mere melodiske elementer og komplekse kompositioner. Nu, i 2025, præsenterer de EP’en Stages of Erosion, hvor de udforsker nye musikalske territorier, samtidig med at de træder lidt længere væk fra den gængse metalcoreopskrift. Spørgsmålet er så, om de har fundet en ny retning i musikken – eller om de er ved at miste sig selv undervejs.

En intens og melankolsk rejse

EP’en åbner med ”Hospital Bed”, hvor bandet har fået selskab af Tyler Tate fra amerikanske Hollow Front. Fra første sekund mærker man en desperat energi, der driver nummeret frem. De tunge riffs kombineret med de elektroniske elementer skaber en intens stemning, der rammer som en knytnæve i mellemgulvet. Harmonien i de to herrers stemmer, altså Daze of Junes frontmand, Benjamin Ganzhorn, og Tyler Tate, er et rigtig godt match og bidrager ligeledes til den fandenivoldske energi, der er på nummeret. Det er en stærk start, der lover godt for resten af udgivelsen.

Der er både blevet plads til det mere følsomme og det fandenivoldske på udgivelsen, selv om den kun tæller fem sange. Tempoet sænkes lidt på ”Secret Door”, hvor melodien får mere plads, og de store følelser er til at tage og mærke på. Her skinner især Ganzhorns vokal for alvor igennem, og det er svært ikke at blive revet med af den emotionelle opbygning. Nummeret balancerer fint mellem det blide og det brutale, og selv når det eksploderer i tunge passager, føles det aldrig overgjort. Et godt bud på en moderne ballade, kan man sige. Den mere arrige stemning står især ”Matriarch” for, der er decideret aggressiv i lydbilledet. Med placering som skivens afsluttende nummer sender det lytteren ud med en sidste chokbølge af skrig, breakdowns og tunge grooves.

Derudover tæller den korte udgivelse ”Black Bones”, hvor det er den intense energi og det boomerangagtige riff, der dominerer, samt ”In Time”, hvor bandet går fuld metalcore på den. Normalt ville jeg ikke nævne samtlige numre på en udgivelse, ej heller på en EP. Men i dette tilfælde vælger jeg at gøre det, da det vidner om gruppens musikalske diversitet: Hvert nummer virker forskelligt fra de andre og har sin egen energi og sit eget fokuspunkt.  Den klassiske metalcoreopskrift bliver stadig benyttet med hårde riffs, tonsende trommer og clean vokalstykker i omkvædet, mens verset bliver brølet af lungernes fulde kraft. Men der er alligevel en ændring i stilen på hvert nummer, og det virker som et band, der er i gang med at eksperimentere med deres lydunivers. Ikke ved at gå nye græsgange, men mere træde ud i hjørnerne af deres allerede velbevandrede territorium.

Et band i konstant udvikling

Med Stages of Erosion beviser Daze of June, at de stadig udvikler sig. EP’en er mere melodisk end deres tidligere materiale, men mister aldrig den kant, der gør dem interessante. De leger med dynamikker og kontraster, og resultatet er en kort, men intens udgivelse, der både rammer hårdt og efterlader noget at tænke over i sit tekstunivers. Samtidig fastholder de deres kerne i metalcore og benytter det ståsted til at bevæge sig længe ud i yderkanterne heraf.

Om man så er til det der med, at et band udvikler sig og eksperimenterer med genreformen, eller om man helst vil have serveret genren, som ’den plejer at være’, det er altid en diskussion værd. Men undertegnede er ikke i tvivl om, at hvis dette er en forsmag på, hvad der er i vente fra bandet, så kan vi roligt glæde os til fremtiden.