Amon ahva?
Jeg tror, at det, jeg bedst kan lide ved Dawn of Disease, er, at Tomasz Wisniewskis vokal minder mig 100 % om Johan Hegg fra Amon Amarth. Det faktum alene giver mig en varm tryghedsfornemmelse helt nede i maven. Det kan jo være lidt farligt sådan at sætte sig ned og lytte til en helt ny plade fra et band, man egentligt ikke kender, og så er det jo rart at blive mødt af noget, som næsten føles som en omfavnelse fra en gammel, kær ven. Og bevares, vi er da også generelt i samme boldgade, nemlig den melodiske dødsmetal – måske bedre kendt som ”svenskerdød”. Men Dawn of Disease er sgu ikke svenskere. Ja, kære læser, jeg var også overrasket: Det er ”en tysker!”. Bortset fra det er der ikke meget, der forbinder dem med Amon Amarth. Her er ingen vikinger, ingen mjød, ej heller mytiske historier om utroværdige guder eller legendariske bøllebank. Og før du nu bliver alt for skuffet, skal du ikke føle dig helt snydt, for Ascension Gate har måske ingen vikinger, men derimod en fortælling om, at mennesket står overfor muligheden for at opløfte sig selv og blive til noget bedre, hvis blot vi tør.
Helt hovedløst
På Ascension Gate bryder Dawn of Disease lidt med den klassiske melodødsformel og er i stedet gået efter en mere storslået lyd, der virkeligt udbasunerer, at de altså er en musikalsk force, der skal anerkendes. De kan sagtens konkurrere med de store, etablerede navne uden at få sved på panden. Især med et nummer som ”Akephalos” (opkaldt efter et hovedløst dæmonvæsen, som kristne munke påstod levede i Egypten) viser bandet, at de præcis ved, hvordan et ægte hit skal bygges op. Og selve titelnummeret giver en lyst til at slå ud med armene for at byde nummerets styrke velkommen.
Albummet er mixet helt perfekt, lyden er mesterlig, og alle instrumenter går krystalklart igennem, hvilket alt sammen haltede lidt på deres forrige album, Worship the Grave, men det er de da godt nok kommet efter. Ascension Gate er ikke den mest aggressive eller brutale melodød, der findes, men alligevel gør bandets melodiske og storslåede tilgang, at det forbliver tonstungt.
So close, yet so far!
Hvis jeg dog skulle finde noget at sætte en finger på, er det, at det ikke er alle 10 numre på skiven, der føles lige relevante eller unikke. Man kan godt ende med fornemmelsen af, at man egentligt kun har hørt 5-6 sange og ikke 10. Så uanset hvor velproduceret og storslået Ascension Gate end er, bliver den en kende repetitiv. Dette er en skam, for det er det eneste, der gør, at albummet ikke ryger direkte ind på ”mesterværkshylden” – potentialet er der. Jeg vil da helt klart vente spændt på bandets næste udspil, for nu må mesterværket da være lige på trapperne!