Se, det her er sådan set (også) lige min kop pilsner. Tappet på lige dele flabet pik attitude og feststemt metal rock, er dette en nogenlunde vellykket bryg når øllet hældes indenbords. Der er intet nyt – og jeg mener virkelig intet nyt under solen på denne udgivelse. Det er bare så ganske udmærket udført at alt tilgives… i øvrigt er min fave pilsner stadig HOF. Konservatisme kan være en god ting, når bare opskriften holder. Nye flasker eller ej, hmmm. Dette er svenskernes fjerde skive, men det er først nu jeg stifter bekendtskab med dem. Til de mere indviede kan det nævnes, at bandet i Matti Alfonzetti (fedt navn i øvrigt, red.) har fundet sig en ny sanger, der afløser Thomas Thorsen som sang på de tre forgående albums. Matti gør det i hvert fald rigtigt godt her, men jeg kan af gode grunde ikke sammenligne med bagkataloget. Men jeg kan konstatere at drengene har et godt øre til de gode melodier og at guitarist Robert Warnqvist kaster et par velplacerede riffs ud af lapperne. Der er dog intet himmelråbende fedt på dette album, forstået på den måde, at der køres lidt for standardiseret derudaf – men til gengæld er det jo også fedt med et band der ikke gaber over mere end de magter. Til trods for dette, er der efter min opfattelse stadig tale om gedigent håndværk, der byder på en passende mængde variation. Heavy rock uden så megen dikkedarer. Produktionen er rå og beskidt, hvilket ikke er så underligt når man erfarer, at det er Thomas Skogsberg der har drejet knapper. Resultatet er blevet godt, selvom det jo er for en noget anden type hegn vi normalt kender ham.