Crystal Ball - LifeRider

LifeRider

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:15

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Det Schweiziske hardrock band Crystal Ball er tilbage, og de er stærkere end nogensinde.

Gruppen, der i år fejrer 20 års jubilæum er ude med deres ottende album ved navn Liferider, og medlemmerne er stadig Marcel Sardella (trommer), Scott Leach (guitar), Cris Stone (bas) og Steven Mageney (sang). Crystal Ball, der ofte nævnes sammen med Gotthard og Krokus, står stadig på toppen af Alperne og beskuer landet under sig. Liferider følger stilen og forbliver tro mod deres tidligere udgivelser med deres melodiske heavy metal og hardrock-groove.

Tunge riffs og melodiske melodier

Albummet bugner med tunge riffs, der er tæt forankret i en tyk komprimeret rytmegruppe. Dette betyder dog ikke at melodierne og harmonierne er sat bagerst i bussen, for de er skam stadig til stede kombineret med et rocket groove, som siden starten af bandets karriere i 1995 altid har været deres største styrke.

Alt dette kommer til udtryk i sangene ”Mayday”, ”Gods Of Rock” ”Antidote” og den iørefaldende ”Eye To Eye”, hvor Battle Beast’s Noora Louhimo er med som gæstesanger.

Der er flere sange som titelnummeret ”Liferider” og ”Balls Of Steel”, der har den velkendte powermetal vibe over sig, men hvor begge sange er lidt tungere, mens tempoet er sat lidt op.

”Rock Of Life” og ”Hold Your Flag” er et par af de tungere og langsomme sange på pladen, og så er der de to lettere tilgængelige sange, ”Bleeding” og ”Memory Run” der ikke helt er ballader, men alligevel trækker tempoet noget ned. I ”Bleeding” viser sanger Steven Mageney desuden, at han kan synge med andet end sin ru stemme, hvilket han generelt gør rigtig godt.

På albummet er der tilføjet tre bonusnumre. To af dem er Dio-sangene ”Sacred Heart” og ”Sign Of The Southern Cross” (som dog teknisk set er en Black Sabbat-sang), der begge er indspillet som hyldest til albummet A Light In The Black, mens den tredje sang er endnu en af de tunge rocksange i form af ”Not Like You”, som jeg ikke tidligere har stiftet bekendtskab med.

Hyggeligt album, men ingen helhjertet anbefaling

Når alt kommer til alt, er albummet behageligt at lytte til og jeg kommer sikkert til at høre albummet igen, men Liferider er ikke helt stærkt nok til, at jeg kan give albummet en helhjertet anbefaling. Derfor ender jeg på seks kranier for et, i det store hele, hyggeligt album, der dog ikke kommer til at vælte nogen af hesten.

Tracklist

  1. Mayday!
  2. Eye To Eye
  3. Paradise
  4. Balls Of Steel
  5. Hold Your Flag
  6. Gods Of Rock
  7. Take It All
  8. Bleeding
  9. Rock Of Life
  10. Antidote
  11. LifeRider
  12. Memory Run
  13. Sacred Heart (Digipak Bonustrack)
  14. Sign Of The Southern Cross (Digipak Bon...
  15. Not Like You (Digipak Bonustrack)