all gallows
Corey Taylor - CMFT

CMFT

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:13

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Et uheldigt førstehåndsindtryk

Vi spoler tiden tilbage til februar måned. Tilbage til dengang, hvor coronavirussens endelige indtog lå i baggrunden og lurede, dengang man stadig kunne mødes og drikke spandevis af bajere og komme hinanden rigtigt ved til metalkoncerter. Dengang gav Slipknot en yderst velspillet koncert i Royal Arena, og der snakkede jeg med min gode ven, der fortalte mig, at hvis man købte Slipknots Iowa-whisky, fik man en hemmelig destination og tidspunkt, man kunne troppe op på og møde bandet. Han fortalte mig også, at hvis han nogensinde fik chancen for at møde Corey Taylor, ville han sige til ham, at han skulle tage til Danmark og turnere med sit soloprojekt. Det gjorde mig nysgerrig, for jeg havde aldrig hørt Coreys soloprojekt før. Der var ganske vist ikke ret meget at finde på daværende tidspunkt, men manden, memet og nakken kan jo netop godt skrive sjælelige og velskårede kompositioner og har haft ganske fortræffelige kollaborationer med blandt andre Dave Grohl og Apocalyptica. Da han så endelig spyttede sin første single ud, ”CMFT Must Be Stopped”, blev jeg en anelse skeptisk. Det var ikke ligefrem det, jeg havde i tankerne, der hverken skulle vise sig at passe ind i Slipknot eller Stone Sour. Heldigvis er det blot ét ud af tretten numre, der er at finde på CMFT, så muligheden for et fejlskud af et førstehåndsindtryk står stadig, og lad os se, om pladen har andet at byde på end wrestling-fantasier og utallige kameoer.

Mangfoldig temafest

CMFT inviterer Corey til sporadisk fest med et væld af temaer og genrer, der stikker i hver deres retning. Noget af det fungerer ganske udmærket, og så er der kompositioner, der har mindre held i sprøjten, men spillelysten og glæden er i den grad til at mærke. Lad os starte med det positive. ”HWY 666” byder på gedigen sydstats-country-hardrock, der sender vibes til ”The Devil Went Down to Georgia”, der for nylig har haft sin genopblomstring og er blevet portrætteret af blandt andre Korn og Yelawolf, og ja, de forhadte herrer fra Nickelback. ”Meine Lux” indledes med et velkendt ”1, 2, 1, 2, 3, WOOH” taget fra selveste Billy Joels ”A Matter of Trust” og centrerer sig om et af de der irriterende, men utrolig catchy omkvæd, der sætter sig fast i tankerne, og som man ikke kan slippe igen. Det er groovy boogierock i højt tempo med velspillende guitarsoloer, og sangens tilkomst skulle ifølge ikonet selv være kommet igennem en drøm, hvor han i morgengryets dagslys med søvn i øjnene greb guitaren og skrev sangen.
”The Maria Fire” er ligeledes et ganske velskrevet rocknummer med masser af feel, blues og skæve guitarsoloer.

Balladerne er selvfølgelig heller ikke til at komme udenom. Den følsomme side er noget, der stille og roligt er blevet inkorporeret både i Stone Sour og Slipknot. Bedst lykkedes det på ”Silverfish”, der med sit post-grungede udtryk leder mine tanker hen på Alice in Chains med et melankolsk vers og et opløftende omkvæd. Inspirationerne er tydeligt at mærke på dette album. ”Culture Head” er et af pladens hårdeste numre med sit protestlige udtryk og Tom Morellos skygge, der suser rundt i baggrunden på åbningsriffet, suppleret af en dyb forvrænget baslinje, der fylder i verset. Her befinder Corey sig på et mere velkendt territorie med et af albummets få breakdowns, og stilistisk er det noget, der kunne have sin berettigelse på et Stone Sour-album.

Men som albummet skrider frem, bliver det for meget med halvkedelige ballader og lige ud ad landevejen-rocktravere. ”Black Eyes Blue” er decideret poprock, og man kan ikke undgå at tænke på den beef, der har kørt frem og tilbage mellem Chad Kroeger fra Nickelback, for det omkvæd emmer altså af noget, de canadiske gutter kunne have spyttet ud, siden de gik all in på fløderocken tilbage i 2003. 
”Samanthas Gone” og ”Kansas” byder ligeledes på letfordøjelige musikalske kalorier, der lige så hurtigt forlader kroppen, som de indtages.

”Home” er en følsom sjæler af en Corey Taylor i sin inderste kontakt med sine følelser, bakket op af blot et klaver og enkelte strygere, men kompositionsmæssigt er den ikke i nærheden af, hvad han ellers har banket op i samme regi.

But What Does Corey Taylor Think?

Corey Taylor gør, lige hvad pokker han har lyst til på sit første soloalbum. Som en rutsjebanetur, der kører på de små bump, og en gang imellem der, hvor det bliver rigtig sjovt. Det er tydeligt at høre, at det her er hans endelige musikalske frirum, hvor normerne og forventninger ikke er bundet af en tydelig fanskare, der vil blive skuffet, hvis han går den ene eller den anden vej. Bevares, det hele lykkes ikke ligefrem på bedste vis, for ikke at nævne den skrækkelige første single ”CMFT Must Be Stopped” igen. Han har trods alt selv udtalt, at han har solomateriale nok til tre eller fire albums, så enten er det uheldigt valgt ud, eller også har vi noget godt i vente, når Corey engang har fået tilfredsstillet sin festhungeren og sin egoanerkendelse.

Tracklist

  1. HWY 666 2. Black Eyes Blue
  2. Samantha's Gone
  3. Meine Lux
  4. Halfway Down
  5. Silverfish
  6. Kansas
  7. Culture Head
  8. Everybody Dies On My Birthday
  9. The Maria Fire
  10. Home
  11. CMFT Must Be Stopped [Feat. Tech N9ne & Kid Bookie]
  12. European Tour Bus Bathroom Song
Imusic

Tilføj kommentar