Blev Djævlen født af nihilisme?

’Gud er død’, proklamerede Nietzsche og pegede på menneskets voksende tiltro til fornuften og videnskab som dødsårsag. Men hvis vi virkelig er skabt i Guds billede, og hvis Gud gennem Jesus delte vores vilkår, var det så hele tiden meningen, at vi skulle tage over? Ifølge norske Feversea, så ja. Men det 20. århundrede viste hurtigt, at vi ikke var klar. Nabokrig, cybermobning og beskatning af pingvinerne på Antarktis er gode eksempler. Og således blev Feverseas debut, Man Under Erasure, skabt. Et dystert manifest over den menneskelige fiasko i forsøget på at udfylde det guddommelige tomrum. Feversea forener black, sludge, post-metal og shoegaze i et udtryk, der er kompromisløst og konfronterende. Musikken er ladet med samfundskritik og mørke tanker, så hvis du er typen, der har nemt ved at lande i en depression, så smut over og lyt til noget Gloryhammer i stedet.

Menneskets paradis er kaos

Forestil dig et øjeblik, at mennesket skulle tage over efter Gud. Hvad ville man så forvente som minimum? Fred på jorden? En vis form for overblik? Måske bare en ansvarlig voksen i lokalet? Tja, i stedet fik vi reality-tv, krig og TikTok. Albummet er ikke første gang, nogen har forsøgt at påpege menneskets totale uduelighed, men Feverseas vinkel er gennemført og foruroligende. Menneskets paradis er kaos, og udgivelsen komplimenterer dette med lækre blackgaze-riffs, et råt udtryk og ærlighed overalt. Kontrasten mellem Ada Emberlands hjemsøgende vokal og Isak Emberlands skærende skrig spænder hele vejen fra det himmelske til det decideret ubehagelige. Der er mere mellem himmel og jord, som man siger. Det er ikke skønhed for skønhedens skyld, det er et øjebliks svaghed, der bliver kvast under vægten af sludge, skærende guitarflader, og en bas så dyb, at man overvejer at ringe til det geologiske institut og advare dem. Ada Emberland har en virkelig smuk vokal, hvilket Feversea heldigvis ikke over-udnytter. Den får lige præcis nok plads til at lokke dig ind i en falsk tryghed, før stemningen igen tryner dig ned i det mudrede lydlandskab, som albummet er støbt af. Der er mange højdepunkter, men førstesinglen, ”Sunkindling”, står stærkt, fordi den formår at balancere på den fine knivsæg mellem frygt og skønhed og kombinerer det med adskillige flotte trommesektioner.

Tiden er som bekendt relativ, men albummets afslutter, ”Kindred Spirit”, er for lang tid om at opbygge momentum. Da den vokale forløsning endelig kommer til sidst i sangen, føles det som at blive præsenteret for en lækker dessert, og så få den taget væk efter to bidder. Det er alt for hurtigt overstået, og det er ærgerligt, da den opbyggende idé ellers er god. Jeg kunne godt ønske at se mere til Alexander Lange, bandets guitarist, for han er uden tvivl rigtig dygtig. Men guitaren føles lidt for ofte gemt væk og får ikke den plads, som den fortjener. Den måtte gerne skubbes længere frem i mixet og tilføre endnu et melankolsk element. Noget, som Opeth fandt klogt i sine formative år.

Hvor efterlader det os?

Feversea er en yderst talentfuld gruppe, og selvom de til sidst bliver overhalet af egne ambitioner, er det svært ikke at beundre den passion og vision, de bringer til bordet. Kombinationen af post-metal, black og shoegaze er måske ikke banebrydende længere, men det er boller i karry heller ikke, og det smager stadig fantastisk. Der er plads til forbedring, men nordmændene har allerede cementeret sig som en gruppe med både kunstnerisk pondus og evnen til at ramme den eksistentielle nerve. Og det, mine damer, herrer og nihilister, er ikke så ringe endda.