Conjurer - Páthos

Páthos

· Udkom

Type:Album
Genrer:Post-metal, Sludge metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: 5/10 baseret på 1 stemme.

With a little help from my friends

Tilbage i 2018 bragede et lille, nyt og aldeles ukendt band fra den engelske by Rugby frem med debutalbummet Mire. Metalmiljøet bliver tit (mest af sig selv) rost for at være utroligt inkluderende, venskabeligt og broderligt. En række udsagn, man kan mene om, hvad man vil, med lige i Conjurers tilfælde var der noget om snakken. For det var ikke medierne eller anmelderne, der roste denne debut, men derimod diverse artister som Triviums Matt Heafy eller nyligt afdøde Trevor Strnad fra The Black Dahlia Murder – og derfra tog det fart, lidt som da James Hetfield blev set iført t-shirts fra bands som Down eller Ghost. Vi fik aldrig anmeldt Mire her på Heavymetal.dk, hvilket var en klar fejl, men personligt vil jeg mene, at det album vakler mellem 8/10 og 9/10 – vi anmeldte dog EP’en Curse These Metal Hands, som bandet lavede i 2019 sammen med deres landsmænd Pijn. Men nu, her fire år efter en tonstung og imponerende debut, er spørgsmålet så, om de engelske doom-drenge kan fremtrylle en værdig efterfølger.

Kulsort morads

Det er ikke helt nemt at beskrive, hvilken genre Conjurers musik er. Bandet sætter sig mellem mange stole og udtaler da også, at de beskriver sig selv som ”UK Riff Music”, hvilket man ikke rigtig bliver meget klogere af. Personligt vil jeg sige, at bandet befinder sig i en kulsort og umådeligt dyb tjærepøl, der befinder sig mellem post-metal, sludge, avantgarde, doom, death og black. Der er elementer af bands som Bolt Thrower, Mastodon, Rivers of Nihil, Celeste, Neurosis, Swallow the Sun og mange, mange andre. Med andre og færre ord, så skriver Conjurer tung musik, som man aldrig helt ved, hvor ender henne. Der er for eksempel det knogleknusende og tonstunge intronummer ”It Dwells”, hvor bandet virkelig spiller med musklerne. Men der er også post-metalballader, som ”All You Will Remember” – et nummer der virkelig spiller op ad albummets titel, for det er en sang, hvor følelserne sidder helt ude på tøjet. ”Basilisk” har elementer af Deafheavens ”Baby Blue”, bare meget, meget tungere, men de underlæggende elementer af legesyg og følsom post-black er ikke til at tage fejl af.

Pathós er måske nok en obskøn blanding af genrer, og ligeledes er bandets indflydelseskilder tydelige i diverse musikalske passager. Men selvom man nemt kan sidde og tænke ”Hov, der var et Mastodon-riff”, eller ”Næ hør, nu er der da gået Neurosis i den”, så formår den britiske kvartet alligevel at twiste musikken således, at det trods de åbenlyse inspirationskilder lyder som Conjurer – og hatten af for det.

Problemerne begynder at opstå, fordi Conjurer virkelig fik blod på tanden ovenpå al den ros, som Mire fik i sin tid.. Det har dog haft den effekt, at de unge englændere nu virkelig vil vise, præcis hvor meget de kan – og helst på én gang. Hvor forgængeren havde en mere minimalistisk tilgang, har de på Pathós valgt at smide alt, hvad de havde, selv køkkenvasken, ind i musikken. Det har det resultat, at albummet føles proppet og alt for langt. Kun ét af de otte numre er under fem minutter, nemlig det tech-death-influerede nummer ”Suffer Alone”, som i det store hele er et ligegyldigt nummer, om end det fungerer som en udmærket ganerenser mellem de længere numre, men som samtidig også bidrager til albummets i forvejen problematiske længde. Et andet muligvis større problem er, at det virker til, at bandet løb tør for kreative safter halvvejs igennem skriveprocessen. Efter ”Basilisk” – albummets fjerde nummer – begynder det at køre en kende i ring, for da går det op for en, at Conjurer allerede har vist alle de tricks, de havde oppe i ærmet. Det er dog i lige så høj grad rækkefølgen af sangene som sangene i sig selv, der er et problem.

Stærk start, svag slutning

Pathós lægger hårdt og godt ud. De første fire numre er måske noget af det bedste materiale, Conjurer har leveret til dato – og for det skal de have enorm cadeau. Desværre når den anden halvdel af albummet slet ikke den første til sokkeholderne. Her går bandet fra ”spændende og udfordrende” til ”repetitiv og forudsigelig” – hvilket virkelig er en skam, for novra, hvor havde de dog fat i den lange ende!

Tracklist

  1. It Dwells
  2. Rot
  3. All You Will Remember
  4. Basilisk
  5. Those Years, Condemned
  6. Suffer Alone
  7. In Your Wake
  8. Cracks In The Pyre