Hulemandens krigerdoom

”Conan”. Et i den grad monumentalt navn, at genren nærmest er en selvfølge. Trioen fra Liverpool spiller da også tonstung, langsom, ond doom. Det har de altid gjort. Et band med en mere stokkonservativ tilgang til bandmanifestet skal man lede længe efter. Selv kalder de stilen ’caveman battle doom’, så fornyelse og innovative tiltag er dermed ren blasfemi. Diskografien består af stort set enslydende album. Og dog, for på sidste skive, Evidence Of Immortality (2022), gjorde de britiske hulemænd rent faktisk noget nyt: De satte tempoet op. Ikke på hele albummet, men indimellem, og alene det var et radikalt skridt.

Intellekt kontra kølleslag

Som på Evidence Of Immortality sætter Conan momentvis tempoet op, og så er de pludselig interessante. Og det er måske dette albums akilleshæl, at bandet er bedst, når de forbryder sig mod alle deres hellige forskrifter. De burde slå ind på en helt anden sti, og det er ”Total Bicep” et fremragende eksempel på. En typisk conansk drævende start når at lulle lytteren i søvn, men så skifter bandet gear, og man vågner overrasket op. Men nummerets sidste fire minutter, nøjagtigt som de fire sidste af ”Foeman’s Flesh”, foregår atter inde i hulemandens repetitive kvælende og tonstunge hule. De er satme gode til at gentage sig selv, de gutter. Den ros skal de have.

Titelnummeret er en undtagelse. Ikke målt på tempo, for alt foregår i adstadig sneglefart, men væk er den overdrevne forvrængning, og man bemærker, hvor sonisk perfekt trommerne fremstår. Efter et par minutter sparkes forvrængningen til, men ellers fortsættes det samme simple guitarspil, og her bliver monotonien til en styrke, for dynamikken er mildt bevægende og meditativ. Lytteren stener fuldstændigt væk, indtil trioen til slut har ment, at der skulle ske noget andet og afslutter med et generisk optempo-riff. Selvom temposkift generelt er noget, de bør dyrke mere, var det bedre undladt her.

Det ligger nok ikke til en hulemand at have refleksioner over egne kompetencer, for hvor Yob er den tænkende mands doom, er Conan præcis det, de har udråbt sig til. Men man mærker alligevel Yob-inspirationen på verset i ”Desolation Hexx”, hvor omkvædet desværre ikke frembringer mange jublende kølleslag og slutningen er repetitiv, påklistret og irriterende. Miseren fra ”Total Bicep” er et gennemgående problem. Der går for meget ’caveman’ i den, når riff bliver skrevet over den samme læst, ganske som når hulemanden vedvarende slår sig i hovedet. ”Frozen Edges Of The Wound” varierer tempi og bruger et halvtone-op-halvtone-ned-riff, der blot er forsimplet stenhuggeri gravet ud af den samme hule, som ”Ocean Of Boiling Skin” også stammer fra. Det er samme tætte rifffamilie, men hvor den første er passabel, er oceanet en druknende mands mareridt, for atter tørmalkes hulemandsriffet – uagtet at det er et solidt et af slagsen – til absolut allersidste blodsdråbe.

Fungerer bedst, hvis man er lidt søvnig.

Formlen for et mere spændende Conan er givet. Sæt gennemsnitstempoet op, skru op for nytænkning og dynamik. Der skal ske noget mere. Tag ud i verden, åbn øjnene, sug alt ind, og kanalisér så det over i en stærk omgang liverpoolsk larm. Lad for guds skyld ikke droneekkodalen ”Vortexxion” være vejvisende for næste udspil. Tolv minutters leg med reverb og guitareffekter er dælme for nemt.

Det er en ommer!