Som en blikspand med møtrikker i
Efter at være blevet krammet af Danefæ og deres dansksprogede prog skulle jeg nu konfronteres med den musikalske pendant til ‘the breakfast of champions’. Doom og sludge er nemlig to genrer, der passer sammen som kaffe og smøger til morgenmad, og Jon Davis’ rustne vokal lød, som om netop denne kombination er en fast bestanddel af hans kost. Hos Conan er der ikke spor af hverken clean singing eller andet af den slags, der ikke hører til i et band, der i folkemunde kaldes hulemandsmetal.
Den betegnelse kan jeg egentlig godt forstå, for der var ikke mange krummelurer i trioens tunge, langsomme musik. Det gik bestemt ikke hurtigt, hvilket er typisk for genren, men det er sådan set heller ikke nødvendigt for at være godt, så længe det er tungere end en våd sweater. Det betyder ikke, at de ikke også kan sætte tempoet op, og de hurtige passager virkede efter hensigten på de mange glade mennesker, der var mødt op.
Bulder og brag
Ud fra drønene fra scenen kunne man forledes til at tro, at det trak op til torden. Men det var bare Conan. Uheldigvis for dem blev oplevelsen spoleret af den til tider dårlige lyd. Som nævnt er det ikke den mest komplekse musik, men det er sgu træls, at jeg under en stor del af koncerten kun kunne høre buldren fra Johnny Kings stortromme. Omvendt betød det, at lyden tilføjede endnu mere uld på bassen, der, når den kunne høres ordentligt, nærmest gjorde David Ryley en tjeneste.
Efter en stund syntes jeg dog, at det blev en smule ensformigt. Det er ikke en genre, jeg aktivt undgår, faktisk er næsten alt med doom på min ‘ja tak’-liste. Men denne dag føltes det mere som en pligt at skulle bruge en time i selskab med voldsom distortion og ujævn lyd. Det er svært at sige noget om de enkelte sange, da jeg havde svært ved at skelne dem fra hinanden. Jeg syntes, det føltes som baggrundsstøj, som om jeg stod midt på pladsen og hørte en koncert i det fjerne uden egentlig at kunne høre andet end larmen fra metal i det fri.
Fuzz, det’ bare fuzz
Jeg ville så gerne kunne give dem en højere karakter, for det var bestemt ikke en dårlig koncert. Der var gang i den foran scenen. De obligatoriske circlepits, wall of death og ej at forglemme op til flere crowdsurfers viste bandet, at de i den grad var velkomne på Copenhell. Jeg er glad for, at jeg ikke repræsenterer det øvrige publikums oplevelse, eftersom de var kommet specifikt for at opleve bandet, og det lod til, at jeg var en af få, der ikke lod mig rive med. Men hvad gør det, når solen skinnede, musikken spillede og alle var glade? Det er i hvert fald godt nok til mig.
Billederne er tager af Sebastian Dammark
