Communics andet album er gennemgående lige ud af landevejen thrashet metal med en vis smittende energi, undtagen i højtidelige midtemponumre som "Watching It All Disappear". Forsanger (og guitarist) Oddleif Stensland har en sangstemme, der til forveksling lyder som Warrel Dane fra Nevermore, hvilket sandsynligvis er årsagen til, at en vis mængde anmeldere har udråbt det norske band til Nevermores arvtagere. Det synes jeg ikke, de er. Hvor en af Nevermores forcer er deres evne til at blande dybt komplekse arrangementer med syng-med-venlige melodier, er Oddleifs vokal mere blot en del af det samlede arrangement – den træder ikke rigtig ud som noget distinkt, man husker.

Bandets store problem er deres mangel på variation: De mangler variation inden for de enkelte numre, både med hensyn til rytmer, harmonier og stykker – flere af numrene kunne med fordel være skåret ned til den halve længde. Men værre endnu mangler de variation de enkelte numre imellem – hele sidste halvdel af albummet kører stort set i samme toneart, og numrenes opbygning afviger heller ikke afgørende fra hinanden. Det er enormt synd, for Communic har åbenlyst masser af musikalsk talent. De er dygtige på deres instrumenter, og jeg kan vældig godt lide åbningsnummeret "Under A Luminous Sky", bl.a. i kraft af et bestemt vokalhook, der minder mig om Forbiddens "Distortion"-album.

"Waves Of Visual Decay" er ikke nogen decideret dårlig plade, den kunne bare have været meget bedre. Var det den nye Nevermore, du ledte efter, så køb Dane og co.’s "This Godless Endeavour" i stedet (og hvis du har den, så hør den igen).