Introduktion

Eftersom jeg er opvokset med Nevermore, kan jeg ikke undgå også at kende Sanctuary. Sanctuary blev dannet tilbage 1985, hvor Thrash Metal var på sit absolut højdepunkt. Disse gutter var dog med på et helt andet beat. Deres blanding af Power, Thrash og Progressive metal har ramt lige ind i hjertet på mange metal fans over hele verden. Jeg har altid kendt Sanctuary, men jeg har aldrig nogensinde hørt deres musik før. Bandet gik i opløsning tilbage i 1992 og Warrel Dane, Jim Shepherd og Jeff Loomis dannede Nevermore. Efter nogle turbulente år, gik Nevermore hver til sit og dermed var Sanctuary født på ny. Bandet har nu udgivet The Year The Sun Died, som er deres første studie plade i næsten 25 år.

Gennemgang

"Arise And Purify" er åbneren på pladen. Lige fra start går det hele i gang med fede guitar riffs og halv hurtige trommer, der tilsammen sætter en høj standard på pladen. En af de ting, der står ud, er den instrumentale afdeling, som virkelig er i sit es på nummeret. Temposkift, indviklede rytmer og interessante riffs gør dette nummer fedt. Det hele bliver også blandet perfekt sammen, med Warrel Danes vokal, som efter så mange år, stadig er lige så fed, som altid. Allerede her har vi en god start på pladen. Andet nummer på pladen er "Let The Serpent Follow Me". I forhold til det første nummer starter det ud lidt mere langsomt og mere stemningsfyldt. Nummeret er også et virkelig godt eksempel på, hvor dygtige musikere der er med i bandet. Hele nummeret foregår i dette langsomme tempo og det er igen et fedt nummer, som virkelig også giver et fedt indtryk. Indtil videre synes jeg, at pladen er virkelig fed og musikken er velspillet. På trods af dette, har jeg alligevel denne følelse af, at musikken minder lidt for meget om Nevermores musik. Måske har opløsningen af Nevermore, inspireret dette band til at lave musik lidt ligesom deres forgængere. Tredje nummer "Exitium (Anthem Of The Living) starter igen ud i det langsomme tempo. Faktisk med en anelse gotisk stemning over det også. Det minder om noget som Type O Negative kunne finde på at lave. Nummeret giver os en del passager, som er bittersøde og melankolske. Det har sine gode øjeblikke, men alligevel føler jeg, at det halter til tider og ikke helt indløser de samme forventninger, som de to forrige numre gjorde. Det bliver en del tungere på fjerde nummer "Question Existence Fading". Her fortæller Warrel Dane lytteren, at menneskeracen snart uddør, samt at vi snart går under med resten af denne verden. Fjerde nummer er, for mig, det bedste indtil videre. Det er spækket med gode riffs og virkelig fede trommer. Dane er også virkelig god til, at sætte lytteren i en nærmest skræmmende trance form i starten af nummeret. Det har denne lidt uhyggelige stemning hele vejen igennem nummeret. Det er i hvert fald et nummer man skal glæde sig til at høre.

For at snakke lidt om produktionen, så er det Chris "Zeuss" Harris, som har stået bag den. Harris har tidligere været producer for bands som Suicide Silence, Suffocation og Madball. Han var i den grad det rigtige valg at have på som producer, da alting lyder virkelig fedt. Specielt guitaren har fået en helt unik og virkelig fed lyd. Trommerne er har også fået en virkelig fed, naturlig lyd og de lyder overhoved ikke særlig maskine lavede, som mange bands gør nu om dage.

Bandet spiller også helt utrolig fedt sammen og de er virkelig tight. Specielt guitaristerne, Lenny Rutledge og Brad Hull, skyder det ene fede riff efter det andet i hovedet på lytteren. Det samme er gældende med trommeslager David Budbill, som kan skifte imellem hurtige og langsomme trommer helt utrolig godt. Han har sine øjeblikke, hvor han smider et lille trommefill og lige kommer med nogle fede ting på dobbeltpedalen. Super fedt! Forsanger Warrel Dane gør det stadigvæk super fedt. Hans vokal er i den grad blevet bedre igennem årene. Vokalen er med til at skabe en fed stemning igennem nogle af numrene og er et stort plus i min bog.

Et fedt comeback

The Year The Sun Died er en fed plade og det er et virkelig godt eksempel på, at man kan lave en god plade efter så mange års pause. Jeg kan anbefale alle, som synes, at Nevermore var godt til, at de køber denne plade, når den udkommer!