Hverdagsgrublerier på Christiansborg
Der er en talemåde, som siger, at regler er til for at blive brudt, og tager man en hastighedsgrænse som en regel, ja, så er vi nok mange, der lever op til talemåden. Men tæller et løfte også som en regel? I så fald proklamerede Mercyful Fate for 40 år siden, at løfter absolut ikke måtte brydes. Men gælder dette mon også for ondsindede løfter? Japanske Coffins seneste langspiller hedder i hvert fald Sinister Oath, og medmindre løftet er om stabilitet, så bryder bandet i hvert fald deres eget løfte.
If it ain’t broke … Men justering er tilladt
I snart 30 år har Coffins været garant for en gang pilrådden lidt punket og meget doomet kælderdød, og til ualmindeligt få menneskers overraskelse, så er det da også præcis, hvad Sinister Oath byder på.
Til denne beskrivelse kan det også tilføjes, at hvis du er ualmindeligt glad for Undergang, Phrenelith, Autopsy og Sentenceds første par plader, så er Sinister Oath en form for dødsmetallisk safe space. For Coffins tilføjer, på godt og ondt, absolut intet nyt til en genre, som efterhånden har en befolkningstæthed over hedengangne Kowloon. Man ved allerede fra starten, hvor punkede numre som “Chains” og “Headless Monarch” bevæger sig hen. Dundrende fræs åbner ballet i en slå-på-tæven rytme, kaffeafkalkningsvokalen byder ind, og hele baduljen lyder som en god gammel dieselgenerator, der ikke har fået skiftet olie siden Golfkrigen. Det er en gennemtestet formel, der er lige så effektiv som den er kedelig. Præcis ligesom kaffen på arbejde. Lidt samme historie gentager sig på titelnummeret og “Forced Disorder” bare med doomet fortegn. En ordentlig krabat af et kølleriff, hårdtslående nok til at krone Coffins til konge over alle hulemænd, akkompagneret af nok moseslam til at gøre lytteren til Grauballemanden 2.0 lyder megafedt, men igen rammer vi ned i, at det er hørt så mange gange før, at det bliver kedeligt.
Dermed ikke sagt, at Coffins burde opgive ævred og blive risbønder. Bandet er mere eller mindre hovedårsag til, at genren har en scene i Japan, at et band som Kruelty havde byggestenene til den fabelagtige Untopia, og så er Coffins bare latterligt stabile i deres levering og forståelse for genren. Men når man på 28. år stadig har holdningen, at pedalindstillinger ikke må ændres så meget som en kvart grad, og man tillige disker op med “Spontaneous Rot” og “Forced Disorder”, der er så ens, at en plagiatdetektor brænder sammen, så er det svært at være overbærende over for Sinister Oath.
Homo Sapiens keder sig
Men som sagt, så gør Coffins ikke noget forkert eller nogen fortræd på Sinister Oath. Pladen er som skabt til fans af kloakeret hulemandskælderdød, der bare vil have det samme, som de plejer. Fri for nytænkning, eksperimenter eller andet, som vil forvirre en flok neandertalere.
