Coffins - The Fleshland

The Fleshland

· Udkom

Type:Album
Genrer:Death metal, Doom metal
Antal numre:7

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

En tur i den japanske splattermaskine

Vi vender lige vores blik ned til Japan og det er her Coffins kommer ind i billedet. Jeg har personligt aldrig nogensinde hørt om Coffins og jeg vidste heller ikke at der overhoved fandtes metalbands i Japan. Cofffins er et dødsdoom band fra Japan, som blev dannet i 1996. De har været præget af utallige udskiftninger, guitaristen og anden vokal Uchino er de eneste originale medlemmer. De udgav deres første skive Mortuary In Darkness tilbage i 2005 og og har siden bandet blev dannet, udgivet 3 fuldlængde-album og utallige splits med andre bands. De udgav i sidste år The Fleshland, lad se hvordan det gik.

Det første man kan sige om Coffins at de er meget indspireret af bands som Autopsy og Incantation, og måske en lille smule af Entombed også. " Here Comes Perdition " sparker krigen i gang på denne skive. Guitaren er tyk og man får det indtryk at man svømmer i en pøl med indvolde og lig. Et lidt upbeat tempo sætter hele nummeret i gang og guitaren følger efter i samme tempo. Vokalen er ret lav og i de første par gennemlytninger, var det lidt svært at høre vokalen da den drukner i lyden. Efter nummeret har været i gang i et par minutter, da flyver det ind med en meget blues indspireret guitarsolo, som virker lidt humoristisk at smide ind i et Deathdoom band. Bandet spiller godt sammen og det er god død vi får smidt i ansigtet. " Hellbringer " er andet nummer på skiven som minder lidt om noget Motörhead, blandet sammen med noget Darkthrone. Her er der masser af dobbeltpedal og det var personligt mit favorit nummer på skiven. Forsanger Jun Tokita skal have ros for den dybe vokal han leverer på nummeret, så ondt at man skulle tro at det var satan selv som skreg ind i mikrofonen. Lead guitarist Bungo Uchino synger anden vokal i bandet og det bliver blandet godt sammen med høje og dybe skrig. Produktionen på skiven er virkelig tyk, og nærmest klaustrofobisk og giver følelsen, som jeg nævnte før, med at jeg svømmer i en pøl af indvolde, men oplevelsen bliver også lidt ødelagt på grund af den meget tykke og rimelig mudrede lyd, som de har valgt at gøre til det sidste mix. Coffins virker til at være et band som virkelig elsker det de laver, men alligevel er det et spørgsmål om sangene ikke bliver lidt for ensformigt? Da er svaret ja. The Fleshland føles som en meget rutinepræget plade, hvor alle sangene minder utroligt meget om hinanden. Numre som " Hellbringer, Dishuman, No Savior " var de tre numre som jeg fandt mest interessant, alt andet var meget ensformigt og blev ret hurtigt kedeligt. Det virker til nogle gange at Coffins låner lidt meget fra deres inspirationskilder. Der var et par gange, hvor jeg følte at det lød lidt for meget som et Entombed eller Autopsy nummer.

Acceptabel plade, men holder det?

Jeg synes at The Fleshland var en acceptabel plade, men da jeg satte den på anden gang, var jeg allerede lidt træt af den. Det er en meget rutinepræget udgivelse som ikke overasker lytteren særlig meget. Musikken var også til tider ret uoriginal. Jeg håber virkelig at Coffins vil gøre et bedre stykke arbejde på deres næste udgivelser.

Tilføj kommentar