Keep It True Rising IV
Y&T @ Erika Wallberg
Billeder af: Erika Wallberg
Trve, trvere, trvest
Keep It True Rising, der er en søsterfestival til den legendariske Keep It True-festival, som har eksisteret siden 2003, fandt sted for fjerde gang den 4. og 5. oktober i Alte Posthalle i den sydtyske by Würzburg. Desværre var Keep It True Rising IV den sidste udgave i rækken, da kontrakten med Posthalle udløber, og arrangørerne vil koncentrere sig om hovedfestivalen. Hele Keep It True-konceptet hviler på kærligheden til god gammeldaws heavy, med både gamle bands og unge bands med gammel lyd. Dette år var ingen undtagelse, og bandene var kommet fra nær og fjern: Tyskland, England, Frankrig, Ungarn, Polen, USA, Canada og Japan var alle repræsenteret. For inkarnerede fans var det specielt fedt, at der var arrangeret meet and greet med næsten alle bands, så man fik mulighed for at møde sine idoler.
Festivalområdet ligger lige ved siden af hovedbanegården, så det er virkelig nemt at finde, og med det fine udbud af mad- og drikkevarer kunne man sagtens holde den kørende hele dagen uden at skulle forlade pladsen. Ud over den typiske merchbod, hvor de optrædende bands solgte deres T-shirts og cd’er, var der et stort område, hvor man kunne købe alt, hvad hjertet begærer, inden for tøj, patches og musik til yderst favorable priser.
Lyden i hallen sad lige i skabet, spilleplanen blev overholdt, og i det hele taget var niveauet tårnhøjt. Nedenstående anmeldelser omtaler denne anmelders favoritter, men det var virkelig svært at vælge, fordi der var så mange flotte optrædener.
Der er ganske få ting, som trækker ned i den samlede vurdering af denne festival, men to ting skal dog påtales: Der var næsten ingen securityfolk og slet ingen samaritter i salen, og af en eller anden grund havde alle mulige folk adgang til fotograven, så der var meget uro foran scenen under de fleste koncerter. Dette var ærgerligt for dem, der havde fået tilkæmpet sig en plads i første række, og som ikke kunne nyde koncerten i fulde drag. Men det er småting i det samlede billede!
FREDAG:
Det tyske band Writhen Hilt, der kun har eksisteret siden 2023 og udgav deres formidable EP, Ancient Sword Cult, i starten af 2024, spiller en dragende omgang gammeldaws heavy metal med epic metal-elementer – altså lige noget for undertegnede. Det var allerede helt tydeligt fra første nummer, “Aeolia (Unbreakable Bronze)”, at der ved Writhen Hilt er tale om et band, hvor musikaliteten er i højsædet, for samspillet var helt enestående. Dette var tilfældet, også selv om lineuppet denne eftermiddag var en smule anderledes end ellers, fordi bassist Steffen Kurth ikke kunne deltage på grund af sygdom – det var så også grunden til, at bandet desværre ikke kunne gennemføre deres signing session, da de ifølge sanger David Kuri skulle direkte hjem i seng. Men bandet havde taget den yderst dygtige svensker Gustav Sundin med i stedet, der havde lært alle basgangene på bare én dag. Andet nummer, “Death Undone”, var med sine velovervejede temposkift, flotte guitarpassager fra både Jendrik Seiler og Kuri samt en taktfast rytmesektion med Lauritz Jilge på trommer og Sundin på bas en stensikker succes. Det samme gjorde sig gældende for “Swords of the East” fra bandets demo, The Iron Sparrow, udgivet i september 2024. Ud over enkelte steder, hvor der var lidt knas i guitaren, var dette en vellykket koncert, der lod undertegnede hungre efter mere fra Writhen Hilt, som spillede størstedelen af de sange, gruppen har udgivet. Herfra anbefales det i hvert fald klart, at alle epic metal-fans giver bandet et lyt.
Sætliste:
- Aeolia (Unbreakable Bronze) (instrumental)
- Death Undone
- Sorcerer’s Gate
- Mountain
- Deliver us from Evil (Warlord-cover)
- Swords of the East
- The Rider’s Moon
Bayerske Thriller har eksisteret i deres nuværende konstellation siden 2022 og udgav året efter deres første plade, Street Metal, der er rendyrket old school heavy metal, når det er bedst. Et helt afgørende element i bandets liveperformance var – ud over de fem musikeres medrivende sceneoptræden – Julian Masons enestående vidtrækkende og gennemtrængende, ment på den bedste måde, skærebrændervokal, der blæste publikum bagover, og dét allerede fra første nummer, “Amning for Freedom”. Det var dog ikke kun vokalen, der var spot on; også de øvrige musikere havde et særdeles overbevisende samspil, der skabte en elektrisk atmosfære, der ladede hele rummet op med positiv energi. Det blev især tydeligt under “City’s on Fire”, hvor Christopher Westphal og Rudolf Emich shreddede løs på deres respektive guitarer og leverede en massiv dobbeltguitar på sparkrøvmaner. Også publikum var med hele vejen, for da Mason inden “Days are Gone” opfordrede hele salen til at headbange – og han blev nødt til at stole på, at alle deltog ordentligt, fordi han jo også selv ville headbange og derfor ikke ville kunne kontrollere publikums indsats – blev mankerne og skaldepanderne rystet efter alle kunstens regler. Dette var helt klart festivalens absolutte højdepunkt rent objektivt set, for man skal lede længe efter et band, der spiller så tight, og en sanger med et så bredt register, der rammer tonerne – også de høje – hver eneste gang.
Sætliste:
- Aming for Freedom
- Proud to be Different
- City’s on Fire
- Falling Night
- Spikes and Leather
- Bring Me the Light
- Iron Goddess
- Days are Gone
Canadiske Traveler var et af de bands, som undertegnede havde set særligt frem til at opleve live. Især på grund af deres seneste udgivelse, Prequel To Madness, der er intet mindre end genial! Der blev da også spillet hele tre sange fra denne anmelderroste skive, hvoraf særlig “Dark Skull” overbeviste med nogle veleksekverede guitarpassager fra både Matt Ries, som vi interviewede i forbindelse med udgivelsen af bandets seneste udspil, og Toryin Schadlich. Også Jean-Pierre Abbouds vokal lød præcis, som den skulle, samtidig med at han udlevede sit fulde excentriske selv iført oversized læder-montur, Top Gun-solbriller, kæmpe nittebælte og læderpolitihat, mens han lavede badutspring rundt på scenen. I det hele taget var hele hans fremtoning overeksalteret, og hver gang han havde taget en slurk fra sin medbragte colaflaske med uidentificeret indhold, fik den et nøk op på excentricitetsskalaen, men det var alt sammen meget underholdende. Også fjerde sang, “Heavy Hearts”, der dog af Abboud blev annonceret som “Rebels from Earth”, var med sine fede baspassager leveret af Jake Axl Wendt en bragende succes. Selv efter sidste nummer, “Speed Queen”, kunne publikum slet ikke få nok og råbte på flere sange. Et enkelt øjeblik troede vi, at vores bønner var blevet hørt, for med ordene “Toryin, get up here! Let’s shut these fuckers up!” kom Abboud spankulerende ind på scenen igen, men der var desværre ikke tid til mere, så Traveler måtte til alles store fortrydelse pakke sammen og forlade scenen.
Sætliste:
- Starbreaker
- Take the Wheel
- Dark Skull
- Heavy Hearts
- Rebels from Earth
- Street Machine
- Speed Queen
Førstedagens sidste act var de ikoniske epic og doom metal-veteraner Cirith Ungol, der p.t. er på deres afskedsturné, hvor de også kom forbi Danmark for allerførste og -sidste gang i starten af september, men hvor undertegnede desværre ikke nåede at opleve dem. Jeg kunne ikke have forestillet mig et bedre hovednavn til Keep It True Rising, der jo også gik i deres sidste runde denne gang.
Bandet lagde ud med “Atom Smasher” fra King of the Dead udgivet i 1984. Nummeret gav særligt instrumentfronten rig mulighed for at udleve sin musikalske kunnen. På trods af høje musikalske evner og velgennemførte sange var der beklageligvis et gennemgående element, der ødelagde flowet i amerikanernes optræden: de lange pauser mellem sangene, hvor der ikke syntes at ske noget på scenen, hvilket bare kom til at virke lidt uforberedt og akavet. Til gengæld var tredje nummer, “Sailor on the Seas of Fate” fra bandets nyeste udgivelse, Dark Parade, særdeles vellykket og med den emotionelle vokalperformance fra Tim Bakes side et medrivende nummer, der ikke måtte mangle på sætlisten. Også “Frost and Fire” udgivet i 1980 på pladen af samme navn efterlod med sin groovede baslinje leveret af Jarvis Leatherby, også kendt fra Night Demon, et positivt indtryk på undertegnede. Leatherby er med sin energiske optræden da også en sand gevinst for det aldrende band. “Fire” fra Paradise Lost udgivet i 1991 afsluttede dette halvanden time lange sæt, der var en værdig afsked og et bevis på det gamle ordsprog “Man skal stoppe, mens legen er god”.
Sætliste:
- Atom Smasher
- I’m Alive
- Sailor on the Seas of Fate
- Blood & Iron
- Chaos Descends
- Frost and Fire
- Black Machine
- Looking Glass
- Forever Black
- Master of the Pit
- King of the Dead
- Down Below
- Death of the Sun
- Join the Legion
- Paradise Lost
Encore
- Fire
LØRDAG:
Tyske Victory er, som Scorpions, et hardrock- og heavy metal-band fra Hannover, der havde deres storhedstid i 1980’erne. Lydmæssigt er der også en del overlap mellem de to bands med store lettilgængelige melodier, syng-med-venlige tekster og formidabelt guitararbejde – så det er for undertegnede faktisk ikke helt klart, hvorfor det netop var Scorpions, der af de to bands fik det helt store internationale gennembrud. Men nok om det. Victory indtog scenen med en minimal forsinkelse på to minutter og lagde ud med “Are You Ready” fra Don't Get Mad...Get Even udgivet i 1986, hvor publikum blev mødt af et massivt og guitarladet lydbillede, hvor alle elementer stod skarpt. Det var i det hele taget særligt guitaren, der stod i fokus, så det eneste originale medlem, Herman Frank, leverede den ene guitarsolo efter den anden. Der var dog også rigelig plads til, at de andre musikere kunne udfolde sig. På syvende nummer, “Always the Same”, gav Malte Burkert sangen det sidste pift med en fed baslinje, der bandt de øvrige elementer sammen, guitarist Michael Pesin eksekverede en flot guitarsolo, og Gianni Pontillo leverede en solid vokalperformance. Også publikum fik rig mulighed for at bruge stemmebåndene, for under tiende sang, “Moonlit Sky” fra Circle of Life udgivet i september 2024, blev de fremmødte involveret i diverse syng-med-aktiviteter, som alle deltog begejstret i. Ydermere var særligt denne sang et bevis på, at man også med simple kompositioner og tekster kan komme rigtig langt, hvis det bare gøres rigtigt. Dette vellykkede sæt blev afsluttet med den lettere fjollede, men effektive “The Check’s in the Mail”, som løftede stemningen til maksimum og efterlod publikum i ekstase.
Sætliste:
- Are You Ready
- Take the Pace
- Rock the Neighbours
- Standing Like a Rock
- Feel the Fire
- Hungry Hearts
- Always the Same
- Temples of Gold
- Tonight We Rock
- Moonlit Sky
- Rock’n Roll Kids Forever
- Speak Up
- On the Loose
- The Check’s in the Mail
Jeg skal gerne indrømme, at Y&T uden tvivl var det band, jeg havde set mest frem til endelig at opleve live, efter bandets sidste europaturné i 2022 blev aflyst på grund af frontmand Dave Menikettis helbred. Men nu havde hardrockveteranerne endelig fundet vejen til en europæisk scene, og det måtte Heavymetal.dk selvfølgelig ikke gå glip af! Bandet har 50-års jubilæum i år, så sætlisten havde i høj grad fokus på de ældre plader fra slutningen af 1970’erne til startfirserne med kun to-tre sange fra nyere tid. Da de skønne toner fra den instrumentale “From the Moon” lød, var der ingen tvivl om, at dette ville blive en helt igennem uforglemmelig optræden i 1980’er-nostalgiens tegn. Også efterfølgende nummer, “Black Tiger”, fra pladen af samme navn udgivet i 1982, bugnede af nostalgi, men også af musikalske evner af højeste kaliber, for samspillet var perfekt, og lyden uovertruffen. Der er ingen tvivl om, at Meniketti er chefen, og som eneste originale medlem, der stadig er i live, har han da også en helt særlig status i denne anmelders hjerte. Men John Nymann på rytmeguitar, bassist Aaron Lee og den helt exceptionelt gode trommeslager Mike Vanderhule var også helt fremme i skoene og performede fuldstændig fejlfrit. Sjette nummer, “Don’t Be Afraid of the Dark”, indledte med flot guitarspil fra Meniketti himself en lang række af højdepunkter, der på forrygende vis beviste, at Y&T på trods af deres høje alder stadig kan spille, som dengang farfar var ung. Det var ligeledes tilfældet for “Midnight in Tokyo” fra Mean Streak udgivet i 1983, hvor de tre resterende bandmedlemmer assisterede Meniketti flot på kor. Dette nummer gav også publikum rig mulighed for at vise, hvad de kunne, for de blev opfordret til at synge med på guitarriffet, der efterhånden har brændt sig ind i enhver 1980’er-fanatikers hjerne. “Summertime Girls”, der jo hører til blandt Y&T’s mere poppede numre og i sin tid var temmelig kontroversielt, måtte naturligvis heller ikke mangle, for sidst de ikke spillede det, var publikum ifølge frontmanden blevet sure. Dette afkortede sæt på 75 minutter blev afsluttet med “Forever”, hvor især Aaron Leighs basspil faldt i god jord hos undertegnede. Derudover var Menikettis vokal intet mindre end billedskøn. Hvis man nu ærgrer sig over at have misset dette vidunderlige show, kan man fange bandet i Hamborg den 27. maj 2025.
Sætliste:
- From the Moon (instrumental)
- Black Tiger
- Rock'n Roll's Gonna Save the World
- Struck Down
- Keep On Running
- Don’t Be Afraid of the Dark
- Long Way Down
- Midnight in Tokyo
- Mean Streak
- Coming Home
- Winds of Change
- Summertime Girls
- Rescue Me
- Forever