Det kunne gå bedre

Krig i Ukraine, krig i Israel, Iran nøjes ikke kun med at rasle med sablen, ustabilitet i øst og vest plus den allestedsnærværende klimakrise. At påstå, at det går godt i verden, ville være decideret løgn — det er lige før, at man længes tilbage til dengang verdens største problem var, at Bill Clinton måske havde givet en praktikant mere, end hun kunne gabe over. Men intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget. Alle disse nedslidende pinefulde mekanismer i verdenssamfundet har nemlig givet Caustic Wound nok inspiration til en ny skive, som de ganske enkelt har kaldt Grinding Mechanism of Torment.

Gennem kødhakkeren og ned i kloakken

Da Caustic Wound er et sideprojekt af Mortiferum, så var det ingen overraskelse, at Caustic Wounds debut Death Posture dybest set bare var Mortiferum, som havde indtaget mere kokain end en vis bjørn. Og selvom Grinding Mechanism of Torment heller ikke lægger skjul på en forkærlighed for denne lyd, så er der alligevel sket en udvikling over de sidste fem år.

Titelnummeret skal lige bruge 26 sekunder på at stemme instrumenter, og så hugger “Blood Battery” ellers i gang med grindet Gatecreeper-dødspunk, hvor man næsten kan mærke blodsprøjtet af verdens fattige, der ryger gennem overforbrugets kødhakker. En kødhakker, som får endnu mere at leve af på "Human Shield”. Et solidt oktan 100 blast har aldrig gjort tingene ringere og da slet ikke, når der uden at kny bliver fyret en smertensskrigende solo ud over i samme tempo. Netop samarbejdet — eller mangel på samme — mellem rytmesektionen og de utallige soli er i den grad et højdepunkt på Grinding Mechanism of Torment. En solo båret på vinden af de udmærkede punkede Undergang og Obituary grooves på “Blackout “, “Atom Blast” og “Sniper Nest” havde været det nemmeste. Men at man konsekvent venter, til den frådende grind får den altædende smogformørkende gigantflishugger, som vi kalder industriel kapitalisme, op i højeste gear, inden man flår strengene til ukendelighed, det er der noget lækkert trodsigt over. Der bliver bestemt ikke givet ved dørene, og på den storslåede lukker “...Into Cold Deaf Universe” er det lige før, at man kan høre børnearbejderne i en sydafrikansk smaragdmine skrige i kor ud mod universets selektive døve ører.

Den makabre og undertrykkende omgang lynskak skal selvfølgelig have noget modspil og samtlige numre er bestemt ikke sene til at kigge mod bandets fuldtidsjobs. Er man velbevandret i Mortiferum, Obituary, Undergang og deslige af kloakdød, så finder man godt nok en ganske velfordøjet portion sovs og kartofler, men ikke noget som ikke er smagt før. “Technologist Hell Future” åbner endda i så old school Obituarysk stil, at man glemmer, det ikke er Cause of Death, der afspilles. At “Atom Blast” inkluderer et lækkert brutalt døds-chug er dog en glædelig overraskelse, og ligeså er skuddet ud til Carcass’ goregrind æra på “Horrible Earth Death”.

KISS-modellen har ikke levet forgæves

Var man typen, som gik i små sko, så ville man kalde Grinding Mechanism of Torment for en faceliftet udgave af Death Posture. Selvom udsagnet ikke er decideret løgn, så minimerer det alligevel det arbejde, som Caustic Wound har udført over de sidste fem år. Grinding Mechanism of Torment er mere intens, mere vred og mere direkte i sin intention om at udstille verdens massive blodbad af undertrykkelse og udnyttelse gennem et harmdirrende deathgrindet univers. Nyskabende er det ikke, men en stol i ansigtet er og bliver en velfungerende alarm.