Alice C
Carnation - Chapel of Abhorrence

Chapel of Abhorrence

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Skøn forening

Riffs udgør rygraden i rock og metal. Der findes enkelte undergenrer, som forbigår riffene til fordel for andre elementer, men riffet er og bliver reglen – ikke undtagelsen. Belgiske Carnation har fattet det. De elsker riffs. De elsker riffs, og de elsker dødsmetal, begge dele i sådan grad, at de siden 2013 har dyrket foreningen af de to, hvilket er kulmineret først i EP’en Cemetery of the Insane i 2015 og endelig i debutalbummet Chapel of Abhorrence. Sidstnævnte skal vi se nærmere på i det følgende, og i forbifarten finde svar på spørgsmålet om, præcis hvor mange riffs, man kan proppe ind i ét dødsmetalalbum.

Riffs fra start til slut

Riffs forefindes ganske rigtigt i rigt mål på Chapel of Abhorrence. Der er halvmelodiske Stockholm-riffs, halsbrækkende groove-riffs, marcherende krigs-riffs og harmoniserede tremolo-riffs. Guitarduo J. Verstrepen og B. Vervoort samt bassist Y. Heylen er stået tidligt op for at slibe deres økser, og deres riffs skærer følgelig gennem kød og knogler. Fra V. Verstrepens batteri lyder alt godt fra dødsriget alt imens S. Dusons kompetente growls sværger død og ødelæggelse. Så godt som hele vejen igennem holder de sangskrivningen lige på og hårdt, så man dårligt får mulighed for at hvile nakken. Sådan.

Åbneren ”The Whisperer” bygger op med en meget Derkéta-lignende intro, inden den drejer skarpt til venstre og lemlæster på Stockholmmanér, atter førend midtersektionen tramper lytteren flad som et trommeskind. Herefter kommer ”Hellfire” med flere d-tæsk, men blander groove-riffs ind i omkvædet for at variere headbangingoplevelsen. Øvrige højdepunkter tæller samspillet mellem riff og vokaler i omkvædet på ”Hatred Unleashed”, det melodiske introriff på ”Plaguebreeder”, hele titelsangen og meget mere.

Jeg fremhæver disse sange fortrinsvist af principielle årsager. Man kan tage hvilken som helst sang fra albummet og blive fornemt underholdt af stenhårde riffs. Heri ligger også mit primære kritikpunkt; der er meget lidt variation i sangskrivningen, så den eneste kilde til spænding er, præcis hvor hårdt det næste riff bliver. Dette er i sig selv fint, men albummet varer hele 47 minutter, hvilket er lang tid at skulle levere stadigt friske riffs, og de sidste 2-3 sange savner lidt deres egen identitet, selvom de ikke er direkte dårlige.

Produktion og mixing har Vervoort og Heylen selv stået for, og det har de gjort godt. Min eneste anke er, at stortrommen lyder en smule svag. Masteren er overladt til de erfarne og kyndige hænder, der sidder på Dan ”The Man” Swanö (Witherscape, Edge of Sanity), og hans arbejde lader intet riff i stikken. Guitarerne lyder organisk, lilletrommen har den der afgørende gennemslagskraft og kompressionen er holdt på et fornuftigt niveau. Derfor er Chapel of Abhorrence et album, der fortjener at blive skruet op, og selvom det nok er længere, end det burde være, bliver man ikke træt i ørerne.

Blodbad

Chapel of Abhorrence er som en evigt rindende strøm af rasende riffs, barbariske beats og grufulde growls, alt sammen serveret med voldsom vrede. Albummets spilletid er dens største hindring, for selvom der ikke er nogen dårlige sange på, bliver udtrykket en kende ensformigt når man runder de fyrre minutter. Heldigvis kræver Chapel ikke den store opmærksomhed, da skiven nok skal betvinge din cerebrale cortex om du vil det eller ej. Hvis du – ligesom jeg – ønsker rigeligt med pissetunge riffs i dit dødsmetal, så vil du – ligesom jeg – synes om Carnation.

Tracklist

  1. The Whisperer
  2. Hellfire
  3. Chapel of Abhorrence
  4. The Unconquerable Sun
  5. Disciples of Bloodlust
  6. Hatred Unleashed
  7. Plaguebreeder
  8. Magnum Chaos
  9. Sermon of the Dead
  10. Fathomless Depths
  11. Power Trip

Tilføj kommentar