Det ser overhovedet ikke sejt ud!
Norske Brotthogg er et af de efterhånden mange bands, hvor jeg har set et albumomslag og tænkt: ”Årgh, det ser fedt ud, den plade må jeg lige få hørt og anmeldt” – hvorefter ingen af de to ting skete. Jeg kan ret tydeligt huske, da jeg så deres plade The Die is Cast tilbage i 2020 – som i øvrigt stadig har et megasejt omslag. Selvom jeg aldrig fik den anmeldt dengang, så har jeg perifert holdt øje med den norske trio, og jo, jo, bevares, de udgav da også et album i 2022, som jeg heller aldrig fik smidt under behandling, men det så heller ikke lige så sejt ud, så … Men tredje gang er som bekendt lykkens gang, så nu skal slaget stå, for Brotthogg er ude med album nummer fire, og Ved veis ende ser heldigvis også ret sej ud!
De Mysteriis Dom Turistattraktion
Brotthogg er i øvrigt fra Trondheim – en by, som har givet verden mange vigtige black metal-bands og -musikere, deriblandt selveste Snorre Ruch, som er en sand black metal-legende. Faktisk er byen så trve, at man nu taler om ’nidrosisk black metal’ – en reference til byens oprindelige navn: Nidaros. Selv de, som intet ved om black metal, er nok bekendte med Nidarosdomen – så, ja, Trondheim er trve. Brotthogg lægger da heller ikke skjul på, hvilke kæmpers skuldre, de forsøger at stå på. Tag nu bare det føromtalte albumomslag, der viser den norske sagnfigur Pesta, som gode, gamle Theodor Kittelsen tegnede gentagne gange – held og lykke med at finde en tegner, der er mere forbundet med norsk black metal end hr. Kittelsen!
Den musikalske grundessens er da også kulsort. Men albummet er mixet og produceret således, at lyden generelt er varmere og mere svulstig, end black metal fra Norge ofte er det. Ydermere har trioen fra Trondheim hentet elementer fra både thrash- og dødsmetallen, og sørme om der ikke også har sneget sig diverse progressive og melodiske aspekter med ombord. Så jovist, man kan da godt høre arven fra deres landsmænd i Mayhem, Immortal, Gorgoroth og sågar det tidligste Dimmu Borgir, men der er lige så tit elementer, hvor man kommer til at tænke på Dethklok, Behemoth, Enslaved og Opeth samt de helt gamle guitarhelte fra både 1960’erne, 70’erne og 80’erne.
For hvis der er noget, Brotthogg elsker, så er det den ægte, ufortrødne guitarsolo. Den, hvor guitaren blev hevet og flået i, i en sådan grad at den tudbrølede og vred sig af smerte. Tag nu ”I vanviddets vold”, hvor der – ud af den blå luft – dukker en klassisk guitarsolo op, der mestendels minder om Claptons i ”While My Guitar Gently Weeps”. Denne bliver så akkompagneret af de forventelige dissonante black metal-toner, og trods det lyder som et obskønt mix, så virker det. Så det er den slags små tricks og fiduser, som Brotthogg konstant krydrer sin musik med, og det er altid dejlig subtilt – man hører det simpelthen ikke, før det udfolder sig. Det er alt for sjældent, at man kan spille luftguitarsolo til black metal, men dét kan man, når det drejer sig om Ved veis ende – og dét er dritkul!
Vi skal ikke hjem, vi skal videre!
Men medaljer har bagsider, og Ved veis endes bagside er lidt tvetydig, for guitarsoloerne er af noget højere kvalitet end resten, så man ender desværre med at sidde og vente på, at vers-omkvæd er færdigt, så soloen kan komme og opløfte en. Det bedste eksempel på dette må være ”I djupet”. Soloen er eminent, mens resten af sangen er en lettere kluntet omgang, hvilket primært skyldes, at den er alt for lang, i forhold til hvad den egentlig byder på.
Det ændrer dog ikke på, at Ved veis ende er en rigtig god udgivelse – helt overordnet. Den viser, hvordan man kan lave moderne black metal, der både er bagudrettet og kender sine rødder, men samtidig ser fremad og tør at søge mod nye kyster. Så ros til Brotthogg for at understrege, at kunsten altid skal videre og aldrig må stagnere, for stagnation er lig med død.