Anden bølge af europæisk powermetal
Siden den moderne powermetalgenre tog sine spæde skridt i slutfirserne, har tyske Brainstorm været klar med powerakkorderne. Den tyske kvintet udgav først deres debutalbum i 1997, men har siden da gennemsnitligt udgivet et album hvert andet år og er med den aktuelle Midnight Ghost oppe på deres tolvte album. Stilen er stadig den samme, som den altid har været: God gammeldags powermusik med flydende akkorder, glorværdige riffs og hurtige soloer. For at krydre denne velkendte cocktail har Brainstorm altid haft et strejf af mørke i lyrikken, der giver sangene et ekstra lag at udforske. Efter så mange år med samme formel er bandets primære virkemiddel dog nostalgi, hvilket kan skabe problemer i jagten på nye lyttere.
God produktion, god sangskrivning, ingen appel
Sammenlignet med tidligere albums, selv i forhold til 2016’s Scary Creatures, er produktionen på Midnight Ghost noget mere professionel. Guitarriffsene skærer klart og tydeligt igennem, og vokalindspilningen er velgennemført. Samtidigt får trommer og bas den solide opbygning, de fortjener, og alt i alt bliver lytteoplevelsen på albummet ganske velpoleret. Der er også en fin komposition på albummet, som starter med fire intense powersingler af det klassiske format, og fortsætter med nogle lidt mere eksperimenterende numre, herunder den lange og velopbyggede ”Jeanne Boulet (1764)” og ”When Pain Becomes Real” med nogle fine skift fra ren til forvrænget lyd.
Der er altså styr på produktion og sangskrivning på Midnight Ghost, men alligevel forudser jeg ikke noget gennembrud for Brainstorm udover deres gruppe af kernelyttere. Teknisk set er det et vellykket poweralbum, men det mangler et unikum at koble den gode lytteoplevelse til, for at det ikke bare forsvinder i mængden til fordel for andre powerplader med mere bid. En stærk tematik i musikvideoerne, en liveperformance, der giver genklang uden for hjemlandet, en mere unik vokal eller noget andet at binde musikken op på, der får os til at huske dens temaer. Dette er utroligt vigtigt for bands i en genre, hvor sangskrivningen for mange grupper ender med at blive ensformig og triviel.
Netop derfor sniger Brainstorm sig ikke højere op end de fem kranier, selvom en kernelytter sikkert ville give pladen en højere karakter. Lytter man nok til pladen, skal den nok sætte sig fast og blive en klassiker, men den giver intet seriøst bud på, hvorfor man skal vælge netop Brainstorm til at udvide sin power-horisont frem for alle genrens andre bands.
Hvor er gnisten?
Brainstorm har på mange fronter taget et skridt fremad, men står stadig i samme efterhånden støvede rum, som de byggede til deres lyd i halvfemserne. Dette kan sikkert appellere til deres fangruppe, men der skal tændes en ny ild i udtrykket, før de kan overbevise mig om, at musikken appellerer til flere end dem, der er vokset op med den. Nu med tolv ensartede albums i diskografien bliver det nok heller ikke plade nummer tretten, der tænder gløden.
