Sørgmodighedens højborg
Den canadiske progressive powermetal-kvartet Borealis giver den ellers så glade og heroiske powermetal-genre et eksistentialistisk tvist på deres sjette studiealbum, Illusions, der blev udgivet den 7. oktober 2022. Det mismodige og melankolske album består af elleve sange og har en spillelængde på cirka en time, hvilket er lidt i overkanten, da flere af numrene sagtens kunne afkortes, uden at det ville skade det samlede indtryk. Det nuværende lineup består af Matt Marinelli på guitar og sang, Sean Dowell på trommer, Ken Fobert på guitar, og Aiden Watkinson er ny på bas, men på denne udgivelse får de besøg af de to kvindelige vokalister Lynsey Ward og Christine Hals, hvis stemmer giver en dejlig afveksling på flere af sangene.
Kendte farvande
Generelt kan man sige, at der på denne skive er meget genkendelighed – melodierne og sangenes emner minder stærkt om Evergrey, og til tider lyder Marinellis stemme meget som Nickelbacks Chad Kroeger. Eller er det bare måske sådan, man synger i Canada? Albummet starter med et sfærisk instrumentalt forspil, hvor man hører Christine Hals improvisere i baggrunden. Derefter køres der på med den bombastiske “Ashes turn to Rain”, der har fede powerguitarer og melodiske vokaler. Det eneste, der er ret træls ved denne sang, er ekko-koret, der virkelig ødelægger sangen. Desværre sker det ved flere numre, som egentlig er gode, at bandet har tilføjet nogle elementer, der ødelægger sangen. Det sker også ved den over syv minutter lange “My Fortress”, hvor det lyder, som om sangeren trænger til at få pudset næsen; eller måske er det et kunstnerisk greb på grund af tekstens “Weltschmerz”? I hvert fald lyder den til forveksling som noget, Evergrey kunne have udgivet. Der er generelt ikke noget dårligt at sige om lange sange, men hvis længden udelukkende skyldes gentagelser, så giver det ikke mening. Deres faible for gentagelser høres tillige i “Light of the Sun”, som egentlig er en god sang med fed orkestrering, men som igen mister kvalitet på grund af repetitionerne. Pladen har dog også nogle gode sange. “Pray for Water” har fx nogle fede guitarriffs og en iørefaldende vocalline, som man straks kan nynne med på. “Burning Tears” er også et highlight på dette album. Sangen har en fin melodi, og på dette nummer er Marinelli og Lynsey Wards vokalharmonier rent guld.
Ikke helt dårligt, men heller ikke helt godt
Dette album har en del gode og iørefaldende sange, men mange af dem lyder ret ens og er alt for lange. Derudover er den generelle lyd ret intetsigende og ikke noget at råbe hurra for – det er dog lidt svært at sætte fingeren på, hvad det egentlig er, der gør albummet lidt kedeligt, for sangene er jo ikke direkte dårlige. Om det er sangerens poppede stemme, den cleane produktion eller de mange gentagelser? Det er nok lidt en blanding af dem alle tre. Men hvis du tør indrømme, at Nickelback rent faktisk er et godt band, så er dette et album, du bliver nødt til at give en chance.