Blutvial - I Speak of the Devil

I Speak of the Devil

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Blutvial er noget så sjældent som et engelsk black metalband. På trods af at englænderne går og tror at de opfandt genren, har de ikke mange andre end Cradle Of Filth at prale med. Men Blutvial, der består af Aort (guitar, bass, trommer) og Ewchymlaen (vokal, guitar), er fra Hampshire på den engelske sydkyst, og så kunne man måske forvente at de var inspireret af deres franske brødre, som f.eks Blut Aus Nord eller Aosoth, men inspirationen lader nærmere til at komme fra det høje nord. De kolde guitarriffs, de næsten maskinagtige trommer, den stort set ikke-eksisterende bas og de hæse vræl, kunne lige så godt have været kommet fra norske bands i starthalvfemserne, fra den såkaldte Second Wave Of Black Metal. Tænk Darkthrone, Gorgoroth, Mayhem. Ikke et dårligt selskab at havne i. Men hvor de føromtalte bands var mestre i at skrive catchy, fængende og medrivende sange, kniber det mere for Blutvial på deres debut, I Speak Of The Devil. Det lykkes kun i ringe omfang at skabe gode numre med f.eks "Serpent Procreation" eller "Dawn Divides The Darkness" som er de to bedste skæringer på skiven. De to numre er også de to korteste på skiven, med 2.32 og 4.05, mens et nummer som "1584" på 10.35 nærmest er spild af tid.

Der er stor forskel på kvaliteten af numrene på I Speak Of The Devil og derfor er den også svær at karaktersætte. Jeg vil give den 5 kranier men afslutningsnummeret "Hiraeth" på sine 12.14 minutter giver mig en fornemmelse af Burzum, gør mig i godt humør, og hiver karakteren op på 6 kranier. Der er helt klart potentiale i Blutvial.