Blind Guardian spiller koncert på Næstved Metalfest 2025.
Blind Guardian - The God Machine

The God Machine

· Udkom

Type:Album
Genre:Power metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: 8,8/10 baseret på 4 stemmer.

Powermetallens vogtere 

De tyske powermetal-legender i Blind Guardian udgav deres 12. studiealbum den 2. september i år, og hvis man ikke har hørt det endnu, er man virkelig gået glip af noget! Dedikerede fans har måttet vente syv år på dette megastærke comeback. Blind Guardian har ganske vist udgivet mange unikke og epokegørende albummer i tidernes løb, som alle har været med til at forme powermetal-genren, men deres nye album The God Machine er noget af det stærkeste, der nogensinde er kommet fra tyskernes pen. På trods af albummets kompakthed med ni tracks og en spilletid på 51 minutter får man virkelig valuta for pengene, da det rummer elementer af både speedmetal, powermetal og symfonisk metal, og hver enkelt sang giver et nyt perspektiv på bandets enorme kunnen.

Et overflødighedshorn af lyd

Selvom The God Machine nok er det mørkeste og mest heavy album, Blind Guardian har udgivet til dato, er man ikke i tvivl om, hvor det stammer fra: Hansi Kürschs unikke, kraftfulde og gutturale stemme i kombination med den massive, episke lyd karakteriserer stadig Blind Guardians musik, og etablerede fans bliver ikke skuffede. Det ville selvfølgelig heller ikke være et rigtigt Blind Guardian-album uden fantasyelementer i teksterne som fx i “Blood of the Elves”, der er inspireret af spillet og serien “The Witcher”.
En del af sangene giver lytteren en mulighed for at tage et trip down memory lane, så i sangene “Damnation” og “Violent Shadows” kan man tydeligt høre hints til bandets tidlige speedmetal-æra - og ikke at forglemme “Secrets Of The American Gods”, der er fyldt med blæse- og strygeinstrumenter samt et kor, hvilket man kender fra tidligere Guardian-udgivelser. I sidstnævnte sang er lyden dog ikke så bombastisk og svært tilgængelig som fx i “Sacred Worlds” fra 2010 eller “Theatre of Pain” fra 1992. 

Ein Meisterwerk 

Det nuværende lineup med Hansi Kürsch på vocals har holdt sammen i efterhånden mange år bortset fra enkelte skift på bassen, som Hansi også spillede på indtil 1996. Dette stabile grundlag er også med til at skabe et sammenhængende og på samme tid dynamisk repertoire, der gør dette album til intet mindre end et mesterværk, som burde have en plads på pladehylden hos enhver powermetalfan. Jeg vil varmt anbefale at give skiven et lyt, for hvis man ikke var Blind Guardian-fan før, så er man det, efter man har lyttet til dette album. Man får en samling af velskrevne sange, der er så unikke og godt komponerede, at albummet ikke bliver kedeligt i længden, og man kan lytte til det igen og igen.

Tracklist

  1. Deliver Us from Evil
  2. Damnation
  3. Secrets of the American Gods
  4. Violent Shadows
  5. Life Beyond the Spheres
  6. Architects of Doom
  7. Let It Be No More
  8. Blood of the Elves
  9. Destiny

Kommentarer (2)

Stig Thorup Winther

Eehhh...

Trommeslager Thomas Stauch forlod bandet for ca. 20 år siden. Da han var en af de bærende og oprindelige kræfter, blev bandet slået lettere ud af kurs og sendt ud i en af deres mindst kreative periode umiddelbart efter (A Twist In The Myth). Så...

Med venlig hilsen
Heavy-metal-korrekturen ;O)

Margit Sødmælk

Gratis osteplatte

Passer ikke. - Ikke med de energiregninger. Og IKKE med powermetal på grammofonen.