Den nemme udvej
Når man danner et band, skal man selvfølgelig have et navn – enten et velklingende og mundret eller et bare ekstremt underligt, så folk kan huske det. Så når medlemmer af Blasphemy, Goat Penis og Antichrist danner et band, hvad kalder de det så? Ganske enkelt: De laver en sammentrækning af alle tre bandnavne, og ud af det får man det uendeligt mundrette Blasphamagoatachrist. Indrømmet, det er på ingen måde verdens mest opfindsomme navn eller en fryd at udtale. Men når det er sådan, de vælger at navngive deres sideprojekt, skulle man mene, musikken følger samme opskrift. Så der burde være en ondsindet og buldrende kombination af black og dødsmetal i vente på debutpladen Bastardizing the Purity.
Bandnavn og musik passer som fod i hose
Dette helvedesarsenal åbner meget passende med den første af tre introer, ”Intro (50 Cal. Demonic Chant)”. Hvordan en plade på knap en halv time kan have brug for tre introer, må stå hen i det uvisse, men lytteren bliver i første omgang mødt af baglæns spillet synth, vrælende guitar, luftsirener, eksplosioner og 50-kaliber skudsalver. Så er vi i gang. Derefter følger 25 minutters bestialsk buldrende død og black, hvis eneste formål er at hylde alt, hvad der er satanisk og blasfemisk. Ikke videre originalt, men man er i det mindste ikke i tvivl om, hvor man har Blasphamagoatachrist henne.
Dette kan forstås positivt, da det er rutinerede folk, der står bag pladen, som – om nogen – ved, hvordan man skruer en plade i denne genre sammen. Værd at fremhæve er Nocturnal Grave Desecrator and Black Winds’ vokal og Tyrant Virrugus of the Arcane Rites of Blood Lusts guitarspil, og ja, det er deres kunstnernavne. Vokalen er en anelse hæsere, end man er vant til fra ham, men passer perfekt som dæmonisk nazigeneral, der brøler ordrer ud over helvedes bataljoner. Dog er det guitaren, der adskiller sig mest fra, hvad man kender. Specielt på numre som ”Black Nuclear Shadows”, ”The Final Blood Orgy” og ”Fire Demons of Blokula” kan man høre, at Tyrant ikke er en fyr, der kun forstår hovedet-under-armen-war-metal-guitar. Han er en alsidig guitarist, der blandt andet byder på lækre stampende dødsmetalriffs og rigelige mængder vræl og hvin.
Men det har bestemt også sine negative sider, at Blasphamagoatachrist er nemme at sætte i bås. For på trods af en hæs vokal og lidt guitarlir byder de fire skjalde på nærmest intet nyt under Satans sol. Musikken ganske enkelt er et opkog af lyden, man finder hos Blasphemy, Goat Penis og Antichrist, og kender man disse bands i forvejen, vil man nok finde Bastardizing the Purity ret så kedelig. Samtlige elementer af denne plade bliver udført bedre og på langt mere interessant vis hos de tre ”hovedbands”. Der er reelt set ikke nogen grund til at lytte til Blasphamagoatachrist, hvis man i forvejen er bekendt med Blasphemy, Goat Penis og Antichrist. Er man dog ikke det, så kan man anse Bastardizing the Purity som en form for overfladisk introduktion til disse bands.
Reelt set et opsamlingsalbum
Bastardizing the Purity er ikke en direkte dårlig plade, for hvert medlem forstår til fulde, hvordan denne genre skal spilles. Men når det så er sagt, så er det en usandsynligt overflødig plade. Havde hvert medlem bidraget med det bedste fra deres respektive bands, havde Bastardizing the Purity været en mesterlig plade – og ikke endnu en til bunken af ligegyldigheder.
