Sydstatsrockerne fra Silkeborg savner indlevelse på jævn toer

Chapter Two 

Danske Black Swamp Water udgav i august 2016 debutalbummet Chapter One. Nu, præcis to år senere, er de klar med andet kapitel, Distant Thunder.  

Stilen er stadig sydstatsinspireret hard rock a la Corrosion of Conformity og Black Label Society, og som det også var tilfældet med forgængeren, har skiven bestemt sine styrker, men desværre også nogle ret signifikante svagheder.  

Utroværdig attitude 

Lad os starte med det gode. Black Swamp Water er en utroligt dygtig håndfuld midtjyske musikere. De mestrer deres instrumenter fortræffeligt godt til genren, og de spiller fandens tight med masser af rutine. Deres kærlighed til lige netop denne type hard rock med det meget karakteristiske og gyngende “southern groove” høres tydeligt på samtlige af pladens elleve numre.

Distant Thunder indeholder en god portion rigtigt fornuftige riffs og fed guitarlir, og flere af sangene har egentlig også nogle ganske fine hooks. Lyt bare til numre som “The High Road” og “On My Own” – her er der masser af saft og kraft samt grooves, der får nakken til at gynge.  

Men hvad er det så, der er galt? Den silkeborgensiske kvintet fik lunkne ord med på vejen for debuten, hvor den manglende autenticitet var et af de helt store kritikpunkter, og desværre forholder det sig igen sådan på gruppens anden langspiller. Efter flere gennemlytninger er jeg ikke solgt. Trods mange fine passager bliver musikken simpelthen ikke siddende i mig. De mener det godt, men det grove udtryk, de beskidte riffs, de gyngende grooves og ikke mindst frontmand Bjørn Bølling Nyholms vokal er bare ikke overbevisende nok. Det virker ganske enkelt, som om de vil det alt for meget. Attituden er ikke troværdig, og det kommer alt for ofte til at fremstå karikeret og en anelse kunstigt, som om de bare kører på med 180 i timen uden rigtigt at føle det. Her er banjoen på det ellers særdeles fornuftige nummer “Bitter Harvest” et glimrende eksempel; nummeret havde stået meget stærkere uden den skide banjo som fortærsket sydstatsfloskel. Man behøver ikke at synge om politisk forfald for at lave fed thrash. Ej heller kræves det, at man hylder satan for at lave feee’ døøø’, og man behøver altså heller ikke, død og pine, at have en banjo med for at spille sydstatsrock! Apropos floskler: Less is more.  

For meget ivrighed og for lidt indlevelse 

Sydstaterrocken har sine rødder solidt plantet i den traditionelle blues, men for at blues kan rumme dens nødvendige karakteristiske magi, må den spilles med indlevelse og følelse. Ellers er den banal, utroværdig og intet værd.

Black Swamp Water er dygtige, dedikerede og spiller pissegodt – og bevares da, det er jo ikke, fordi Distant Thunderer en dårlig plade – men musikken mangler bare noget autenticitet, før jeg er overbevist.

Hvis bandet i sangskrivningsprocessen havde taget den lidt med ro, fundet ind til essensen af musikken og havde fundet en form for musikalsk zen, havde det måske medført et bedre og mere troværdigt produkt. Det virker, ærligt talt, som om den førnævnte kærlighed til genren rammer dem i røven og gør produktet knap så vedkommende, fordi de ganske enkelt vil det alt for meget og føler det alt for lidt.