Dygtige silkeborgensere har igen problemer med sangskrivningen
Er tredje gang mon også lykkens gang?
For seks år siden stiftede jeg for første gang bekendtskab med danske Black Swamp Water, da de udgav ep’en Hellride. Den hårdtrockende gruppe fra Silkeborg oplistede blandt andet Black Sabbath, Black Label Society og Corrosion Of Conformity som deres primære inspirationskilder, og det var det, der fik mig til at kaste mig frådende over dem dengang. Pladen viste sig desværre at være en lidt jævn omgang metervarerock, og det samme var fuldlængdedebuten Chapter One samt opfølgeren Distant Thunder. Talentet, lyden og viljen fejlede bestemt ingenting på de plader, men de fleste sange var uden bid og hurtigt glemt, hvilket resulterede i lunkne middelkarakterer herfra. Øv!
Nu er Black Swamp Water klar med deres tredje langspiller, der har fået titlen Awakening, og den har jeg været uhyre spændt på. Skal det mon vise sig, at bandet endelig forløser sit potentiale?
Desværre endnu en skuffelse
Guderne skal vide, at jeg elsker at blive blæst bagover af fed musik og rose det til skyerne, men også tilsvarende hader at skrive dårligt om et band, der faktisk godt kan finde ud af at spille. Især når der er tale om bands, der bor i ens egen baghave i lille Dannevang. Derfor piner det mig, at jeg endnu en gang må konstatere, at Black Swamp Water ikke rammer rigtigt. Faktisk er det bare blevet endnu mere kedeligt og uvedkommende siden sidst.
Det starter ellers rigtig fint. Åbningsnummeret “Roll Over” er spækket med fede riffs, medrivende dynamik og masser af koklokke. Og så er produktionen, som den garvede Tue Madsen står bag, ligeledes upåklagelig. Og hov – er det ikke selveste Kim Langkjær Jensen fra Illdisposed og Dawn Of Demise på trommer? Jo, sgu. What’s not to like? Tja, problemet er det sædvanlige. Trods masser af vilje og en ukuelig passion for hård rock med et ‘southern groove’ ender det med at blive intetsigende og forudsigelig floskelrock, der nu minder langt mere om Volbeat, Bon Jovi og Nickelback end om de tre førnævnte inspirationskilder. Bevares, er det den slags, man sværger til, så fair nok, men så skal man ikke vildlede folk og stadig påstå, man spiller som Sabbath, BLS og COC, for det er bestemt ikke tilfældet længere. Men uanset hvem man sammenligner med, ændrer det ikke på, at sangskrivningen igen viser sig at være gruppens helt store udfordring. Alt for mange steder bærer den 40 minutter lange plade præg af, at de forskellige bandmedlemmer har forskellige dagsordener, med et rodet og komplet intetsigende lydbillede til følge. Pladens tredje skæring, “Endless War”, er et glimrende eksempel herpå; for hvad laver en aggressiv dobbeltpedal i et afdæmpet og næsten poppet omkvæd? Man mindes de dage i folkeskolen, hvor musiklæreren rev sig selv i håret og råbte: “Lyt nu til hinanden!”, fordi ingen af os hverken kunne spille eller lade være.
Tomme tønder…
Som partyband, der spiller covers på en rockbar, hvor øllet flyder i stride strømme, ville jeg elske Black Swamp Water, for spille kan de sgu – ingen tvivl om det. Men selvom deres plader lyder pissegodt, og den tekniske kunnen er på plads, er Awakening noget rod og bliver ganske enkelt for kedelig meget hurtigt. Den byder kun på åbningsnummeret “Roll Over” og til dels Sabbath-coveret “Children of the Grave” som de eneste lyspunkter, og efter tre plader i streg, der er fuldstændig blottet for originalitet og sjæl, begynder jeg desværre at miste troen på, at gruppen nogensinde forløser sit potentiale.
