I tykt og tyndt, gennem tab og afsavn

Kentuckykvartetten Black Stone Cherry (herfra BSC) har stået last og brast med hinanden i mere end 20 år. Således er kun medstiftende bassist John Lawhon tilbage i 2021 blevet erstattet med Steve Jewell Jr., der debuterer på Screamin’ At The Sky, gruppens ottende album i fuld længde. De øvrige medlemmer har imidlertid knyttet tætte familiære bånd, hvilket har vist sig hårdt tiltrængt – ikke mindst gennem det seneste årti. Som min kollega påpegede i forbindelse med den noget skuffende Family Tree, så har sydstatsrockerne ikke for alvor genfundet melodien efter det forliste ’ægteskab’ med Roadrunner Records tilbage i 2015. Forsanger Chris Robertson bearbejder desuden fortsat tabet af sin far, der efterlod ham som den ældste mand i egen familie. Der hersker derfor næppe nogen tvivl om, at musikken meget hurtigt er blevet et terapeutisk fristed, hvor gruppen kan slikke sine sår. Ulykkeligvis formår BSC heller ikke på nærværende album at omsætte smerten til noget konstruktivt …

KFC – Kentucky Fried Cherry

BSC ønsker tydeligvis at spejle sig i kolleger som Stone Sour, Shinedown og Alter Bridge. Faktum er blot, at Robertson ikke når Corey Taylor, Myles Kennedy eller for den sags skyld Brent Smith til sokkeholderne i hverken attitude eller vokal variation. Primitive tekster, træge takter og lejrbålsstemning. Nej, der er ikke tale om en udflugt med skoleorkesteret fra den lokal ’junior high’, men derimod albummets selvbetitlede åbner. Med det traumatiske oplæg in mente kan det såre undre, at vi hverken får nerve eller nærvær, men derimod efterlades med en følelse af kunstnerisk stagnation, der … ja, skriger til himlen! Et tamt udlæg, der i den grad giver bange anelser for, hvad vi ellers har i vente. Med nervøst neglepilleri af værste skuffe sender ”Nervous” og stroferne ’I’m not perfect / I’m just a person’ dernæst en kollektiv hilsen til hele generation ’identitetsforvirring’, mens vi, der kræver lidt mere substantiel næring end en bøtte friturestraffede hotwings fra oberst Sanders, kun kan krølle tæerne i dyb pinagtighed.

Produktionen kan der sædvanen tro ikke sættes mange fingre på, hvilket formentlig langt hen ad vejen kan tilskrives akustikken fra det unavngivne teater, som Screamin’ At The Sky er indspillet i. Derfor er det også frustrerende at bevidne, hvor ringe de ellers gunstige forhold udnyttes. Bevares, der kan da spores enkelte, marginalt interessante passager som den spidsfindige sangskrivning i ”Out of Pocket” eller det ’mystiske’ akronym ”R.O.A.R”, der umiddelbart rimer på knurhår og blottede hjørnetænder. At det så viser sig at stå for ’Raindrops on a Road’, understreger nok en gang blot den kejtede teenagepoesi, der kunne pryde væggene på ethvert pigeværelse. Jeg betvivler ikke den terapeutiske effekt, der kan findes i at spille sine traumer ud – men man behøver jo ikke påføre sine lyttere unødig smerte i processen.

Græsset er bestemt ikke grønnere på B-siden af hækken. Til gengæld er plæneklipperen netop brændt sammen, hvorfor resten af haven må trimmes med håndskubber. Så bliver det er altså jævnt op ad bakke at mønstre smil til verden, som ”Smile, World” ellers så frimodigt agiterer for. ”The Mess You Made” tilbyder til gengæld lidt forfriskende rytmestrukturer gennem guitarist Ben Wells, men det forbliver dog en stakket frist. For sjældent har numre som ”Who Are You” og ”Heres to The Hopeless” passet bedre ind i den ønskværdige ’Duploverden’, hvor alt er præcis, hvad det giver sig ud for at være. Refleksionerne på sidstnævnte havde formentlig også gjort sig bedre i dagbogsformat. Her fremstår de i hvert fald nøjagtigt som sangen signalerer – helt og aldeles håbløse og nedbrudte.

Så det skriger til himlen

I mine 12 måneder her på redaktionen er det blevet til rundt regnet 70 anmeldelser, hvis vi tæller individuelle livekoncerter, festivaloptrædener og studieudgivelser sammen. Dermed mener jeg i al beskedenhed efterhånden at have opbygget et vist sammenligningsgrundlag. Jeg kan sålunde fuldstændig frit fra leveren konstatere, at jeg til dato ikke er stødt på noget mere meningsforladt og helt igennem ligegyldigt end Screamin’ At The Sky. Der er hverken liv eller sjæl at spore i rytmestrukturerne, og trommeslager John Fred Young er vist faldet i søvn hjemme på sofaen med en skål popcorn på maven. Takterne er i al fald både simple og statiske, hvorfor man snildt kunne foranlediges til at tro, de var indspillet ved hjælp af AI. Det lyriske tekstindhold er tillige så banalt og floskelfyldt, at selv Ga-Jol ville nægte at trykke det på lakridsæskerne. Der kan derimod gives én stjerne for henholdsvis vellydende produktion, én for at have fundet frem til en titel, der rent faktisk afspejler den følelse, indholdet vækker, og én for at stille indtil flere relevante spørgsmål, som for eksempel det retoriske ”Who Are You”. Det sidste kan selv jeg svare på: En ’familie’ i dyb, kunstnerisk identitetskrise!