Lacuna Coil har bestemt ikke levet forgæves, i forhold til dette band. Black Diamond har ladet sig kraftigt inspirere af den små-pompøse, lette, gotiske metal med kvindelig forsanger. Der bliver tampet løs på dobbeltpedalerne, keyboard sender endeløse af flydeakkorder ud og guitarene terper løs i skala og riffs. Dertil har vi en kvindelig sanger, der sikkert har sunget i kirkekor hele livet og en af bandets mandlige musikere, supplerer kvindens stemme med nogle brutale udbrud. Graziachiara Melissa, der er dette italenske bands forsanger, har en fed stemme der virker "helt nede på jorden" og er ikke alt for poleret, som det bla. kendes fra bla. Nightwish.
Musikken er catchy og meget melodiøs, hvilket ikke gør noget hvis bandet formår at smede nogle ordentlige melodier sammen. Det gør Black Diamond faktisk, og dette er også klart deres force. Produktionen er lidt kedelig og mangler dybde. Men det er jo selvfølgelig dyrt og det er ikke alle bands, der er har mulighed for dette - selvom det ødelægger helhedsindtrykket. Jeg spår potentiale i dette band, for lidt bedre arbejde i produktionen og dét her kunne gå hen og blive power-goth-rockens nye fanebærere.
Det hele er her; hårde riffs, flotte melodier, pompøse klimaks og stille ballader.. Og så får vi lige et par vers på italiensk, hvilket bliver som et lækkert kryderi oven på det hele.
Jeg vælger at se bort fra produktionen, men fokusere på sangskrivningen og melodierne, der, når alt kommer til alt, faktisk er det bedste i Black Diamonds tilfælde. Dog bliver hele pladen lidt triviel i længden og den kommer nok aldrig til at køre på repeat, i ret lang tid. Er man til Lacuna Coil, Nightwish, Sonata Arctica, Evergrey m.fl. så er dette en plade man kunne gå hen og blive rigtig glad for. Hvis man lige kan leve med den lidt kedelige lyd.